Der var noget sindssygt forfriskende over Miss B. Haven, da de i sidste halvdel af firserne bragede igennem til et forholdsvis stort publikum med deres selvbetitlede debut-album. Alle medlemmerne af bandet var kvinder, og det i sig selv var bemærkelsesværdigt dengang (og er det for så vidt endnu), og til forskel fra lignende konstellationer a la Shit & Chanel, Anne Linnet Band m.fl., så var det hele altså knap så fodslæbende, gumpetungt og humorforladt som disse.
Vi var ihvertfald nogle, der faldt lidt for den friske, luftige og sprøde lyd, Lise Cabbles karakteristiske stemme, tekster på både dansk og engelsk – nogle gange ligefrem med metaforik og hvad-har-vi – og en musik, der var et skønsomt mix af dansk-top, country og en slags new-wave, hvor lyden af fx. The Smiths ikke var så frygteligt fjern. Der var oven i købet både synthesizere, der lød som hammond-orgler, mundharmonikaer og steel-guitarer indlagt i det nuancerede lydbillede. Det var lidt noget andet, end vi havde været vant til, som det progressive og meget kvalitetsbevidste pladeselskab It’s Magic fik udgivet, og helt fortjent hittede albummet både hos pladekøberne, koncertpublikummet og anmelderne.
Miss B. Haven havde rod i det københavnske punk- og nyrock-miljø, hvor nogle af medlemmerne havde en fortid i det ligeledes rent kvindelige orkester Clinic Q, der i 1982 havde udgivet deres eneste album, Aye. Med den baggrund og lidt mere originalitet, end der ellers var at finde på den danske rock- og pop-scene, regrupperede de sig i 1984 og blev til Miss B. Haven med Lise Cabble som frontfigur, sangskriver og indpisker (ihvertfald på scenen).
Jeg har nogle ret gode erindringer koblet på dette – og iøvrigt også det efterfølgende – album, men det er altså en del år siden, det for alvor har været oppe på pladespilleren. Og eftersom erindring er en spøjs størrelse, der har det med at forstørre, fordreje og forvanske indtryk i en grad, så de kan blive aldeles ugenkendelige, var det med både spænding og let nervøsitet, albummet blev hørt i denne omgang.
Jeg kan jo lige så godt krybe til korset og indrømme det; nogle af numrene holder måske ikke helt, nu, hvor vi er nået 30 år længere frem og har en ganske anderledes ballast med os. Men altså; der er et par stykker af numrene, jeg både husker med glæde, og som jeg simpelthen ikke kan få mig selv til at afskrive. Og som jeg fortsat er glad for. Om det så er mig, der er farvet af at være have pladen som lydspor til en dejlig tid i min ungdom, eller om det er fordi disse numre også objektivt er gode, er jeg på ingen måde kvalificeret til at afgøre, men de trickede altså et eller andet.
For at starte bagfra; albumlukkeren “Sov sov sov” er cool og laidback og bare aldeles dejlig. Både i den knækkede stemmeføring i versene, der undervejs i B-stykket vist nok skifter tone-art, til det fuldfede, flerstemmige omkvæd, der smukt, harmonisk, lakonisk og bittert gentager: ‘Du ku’ ha’ sagt noget / om hvor du gik hen / hvad kan jeg gøre for at se dig igen?’. Det er faktisk et gigant-fedt nummer – der i dens modulering rent faktisk også lyder som noget, Lise Cabble har benyttet sig af i sin senere karriere som stor-leverandør til Eurovision-sange (med vinderen “Only Teardrops” fra 2013 som det absolutte mesterstykke). Og jeg kan altså ikke sig mig fri for både at være et pop-svin og for at falde for linjer som:
For længe, længe siden lige før
Hvad var det jeg tabte, da du smækked’ min dør?
Det ligger her og bløder på mit nylakerede gulv
Er der andre, der er hul i
Eller har det som mig?
Jovist er det banalt, men det virker altså. Det gør det også – melodisk og tekstmæssigt – på to øvrige af mine favoritter fra albummet; “Læg dig ind under himlen”, der har et mere end svagt country-præg, og det andet hit (tror jeg, det var), den charmerende, melankolske ballade “Coco”, med det fine omkvæd, hvor Cabbles sans for et hook heller ikke fornægter sig.
Og så skal der altså nogle solide og tunge cojones til lige at inkludere en klassiker af Dolly Parton på debut-albummet. Jeg tilstår gerne, at jeg endnu ikke har hørt “Jolene” i en bedre version end White Stripes, men det er altså kæmpecool at køre dét nummer ind med larmende fræser-guitarer i indledningen, sætte tempoet en anelse op og holde den gående med den sygeste gang mundharmonika. Så kan man ellers mene om resultatet, hvad man vil…
Miss B. Haven skuffede ikke ved genhøret. Heller ikke selv om der helt klart er missere på albummet. Sådan er det ofte med det musik, man bærer med sig – og som bærer på gode minder. Dem er der flere af på næste album, On Honeymoon, hvor jeg muligvis også vil berette om et personligt møde med bandet, som ikke ligefrem var en stjernestund for en kulturjournalist in spe…