Der er noget ret foruroligende over Mitskis album Be The Cowboy. Alene åbningsnummerets intro, med noget, der ligner et kirkeorgel – ikke ulig den intro Prince brugte på “Let’s Go crazy” på Purple Rain – varsler hårde tider forude, og selv om samme nummer, “Geyzer” ender i up-tempo, fuldfed finale med hele udtrækket af, hvad der kan findes i et orkester i et flot crescendo, så er den ret betegnende for resten af albummet; her lefles ikke for nogle. Hverken i melodiske strukturer eller i en lovprisning af alt, hvad der er godt, fint og rigtigt indenfor kærlighedens forunderlige vildveje.
Faktisk er Mitski et ret nyt bekendtskab for undertegnede. For nu at sige det på dansk; jeg anede ikke, hvem hun var, hvad hun tidligere havde bedrevet, eller hvad jeg kunne forvente mig, da jeg lagde pladen på. At den overhovedet var kommet i mit eje skyldtes således heller ikke et forudgående lyt på albummets 14 skæringer på en streamingtjeneste eller en koncert, jeg tilfældigvis var snublet over. I et øjebliks svaghed var jeg derimod kommet til at melde mig ind i den amerikanske pladeklub Vinyl Me, Please, der kører med det fine koncept, at man for 100 dollars får et tre måneders medlemskab, hvor man hver måned får tilsendt 1) en plade, de har udvalgt, og som er et særtryk (ofte i farvet vinyl, hvad jeg iøvrigt ikke er begejstret for), 2) et kunst-tryk i LP-størrelse, man kan hænge på væggen, hvis man har de lyster, og 3) en cocktail-opskrift. Og således er der jo lagt i kakkelovnen til en glad aften, skulle man mene.
Det er et udmærket koncept, og det har ihvertfald betydet, at jeg hver måned modtager noget musik, jeg ellers ikke ville have hørt. I nogle tilfælde rammer det ikke lige min smag, og i enkelte tilfælde har jeg kun hørt den tilsendte plade en enkelt gang, men med Mitski var det en ganske anden sag.
Det er nemlig et fremragende album. Den japansk-amerikanske Mitski er vist genre-karakteriseret som singer-songwriter, men det er tydeligvis ikke en etiket, hun lader sig begrænse af. Ihvertfald er der ikke ret meget semi-akustisk guitar eller piano med tilhørende selvudleverende (klage-)sange på pladen. Til gengæld er der 14 sange, de fleste af dem med en spilletid på under tre minutter, der alle kan siges at være en slags undersøgelser af kærlighedens væsen på det rent tekstlige, og som på det musikalske er fuldt orkestrerede i forskellige genrer med ret skarpe, og ikke helt ukomplicerede, kompositioner.
Føromtalte “Geyser” demonstrerer fint det sidste; med en spilletid på blot 2 minutter og 23 sekunder når Mitski fra kirkeorgelsintroen med fin, enkel stemmeføring som ledsagelse over pianoakkompagnement, distinkte trommer, horn (syntetiske eller ej) osv. indtil nummeret eksploderer i finalen i et næsten Eurovision Song Context-lignende crescendo. Der dog alt i alt ikke er mindre foruroligende end introen.
Nogle af numrene ligner, med deres afsindigt korte spilletid, nærmest vignetter. Fx er den bedragerisk lette “Lonesome Love” blot et minut og 50 sekunder lang, og når nu man skal indkredse kærlighedens væsen, så gøres det jo fint ad denne vej med linjer som ‘ ‘Cause nobody butters me up like you / and nobody fucks med like me’. Hvor det jo også synes aldeles passende at slutte med det åbne spørgsmål ‘Why am I lonely for lonesome love?’ Og heller ikke i parforholdet går det alt for godt. På “Me And My Husband” ligger frustrationen og lurer latent: ‘But med and my husband / We are doing better / … / And at least in this lifetime / We’re sticking together’. Så kan man jo altid gætte på, hvad der er bedre nu, end det var før…
Der er favoritnumre på albummet, fx “A Pearl” og “Two Slow Dancers”, hvor især førstnævnte er næsten gåsehudsfremkaldende smuk i både tekst og udførelse, men også “A Horse named Cold Air” med kun vokal og klaver rammer ret præcist i solar plexus. og så er der den discolignende “Nobody”, der er ret tæt på at være et genuint radio-hit, hvis dansable rytmer dækker over den mest grusomme og nerveflænsende beskrivelse af ensomhed.
Generelt er det album simpelthen bare vokset og vokset på mig, siden jeg modtog det for mindre end en måned siden. Det kan godt være, at Mitskis konsekvente afvisning af pop-musikkens faste struktur med vers-omkvæd-vers, og den ret konsekvente afsøgning efter melodistumper og temaer, der ikke dukker op igen i kompositionerne, er let irriterende, og det kan godt være, at pladen ikke vil (for-)blive et fikspunkt i moderne indie-musik, men det er altså djævleblændt godt og gennemført.
Hvis Suzanne Vega og måske Joni Mitchell skal have arvtagere i markante kvindelige sangere, musikere og komponister, så er Mitski et svært godt bud på en sådan, men i virkeligheden er det mest naturlige sammenligningsgrundlag måske St. Vincent. De formår begge at skrive markante sange med nogle gange isnende gennemslagskraft, og de bevæger sig begge lige hjemmevant på både den mere uafhængige pop-scene som på hitlisterne og dansegulvet uden at miste kunstnerisk integritet og vovemod.
Det er faktisk ret godt klaret. Og det er samtidig det bedste argument for at forblive i pladeklubben, for gad vide, hvad de fine redaktører kan finde på at sende til mig næste måned?