De tre Kærså-brødre, Morten, Rasmus og Mads, havde i slutningen af 1980’erne fundet deres fine niche indenfor dansksproget musik. Eller niche er måske ikke den helt rigtige betegnelse, for de kom faktisk ret godt ud over rampen med deres velproducerede – og ret glatte – pop. Blandt andet havde de på dette, deres andet, album et par solide hits med “Shaida” og “Sådan er det bare”.
Moonjams musik var for en stor dels vedkommende baseret på en masse saxofon-blæseri, lidt andre horn hist og her, og så lidt dansvenlige rytmer og letforståelige tekster, ofte præget af en let indignation over alt, hvad der var galt i verden – arbejdsløshed, krig, miljø osv. Det blev taget pænt imod af publikum, både i egen ret, men også i de øvrige sammenhænge, de indgik i.
Og de indgik i adskillige sammenhænge. Først og fremmest politiske, hvor bandet allerede i 1987 havde været med i kampagnen “Next Stop Nevada”, hvor 55 unge, og bands som Moonjam og artister som Søs Fenger, tog til Nevada som fredsvagter for at sætte fokus på testsprængninger af atomvåben – og gerne få dem stoppet – hvad der bl.a. medførte koncerter i ørkenen. Kort efter blev de inviteret til Nordkorea, hvor de spillede fødselsdagskoncert for Nordkoreas diktator Kim Il Sung, hvad der vist viste sig som lidt af en fejltagelse, og kort efter spillede de i Moskva, som en slags forløber for den politiske bevægelse, der i kølvandte på “Next Stop Nevada” blev døbt “Next Stop Sovjet”. Her rejste 3.500 unge mennesker i 1989 til det daværende Sovjetunionen for at forsøge sig med at skabe dialog på tværs af landegrænser og jerntæpper, baseret på mellemfolkelig forståelse, kommunikation og kulturudveksling.
Det sidste medførte en del koncerter i Rusland, ikke med Moonjam, men med andre bands, herunder Sort Sol, der blev erklærede personae non grata efter en koncert, hvor de åbenlyst indtog alkohol på scenen – og vist iøvrigt teede sig som et rock- og punkband bør, men det var der ikke megen forståelse for – og som jeg husker det også med Creme X-treme, Lars H.U.G. (og i den anledning genskabt de sør’me Kliché og opførte bl.a. “Masselinjen” ved koncerten, iført de fine uniformer fra Kliché-dagene) og Janes Rejoice. Inden man nåede dertil skulle der dog skabes opmærksomhed om projektet – og sikkert også stables noget økonomi på benene – og derfor traf det sig så heldigt, at jeg i 1988 kunne opleve bl.a. Moonjam og Nikolaj & De Nye Piloter m.fl. ved en Next Stop koncert forud for rejsen i den lille provinsby, hvor jeg opholdt mig i de dage.
Det var en stor ting, var det, og det blev ikke mindre stort af, at tre af medlemmerne fra Moonjam spillede en lille, improviseret intimkoncert på en restaurant i byen forud for den store event, hvor jeg som kultur-reporter udsendt af den lokale radio både fik et interview med bandet om den politiske bevægelse, musikken og hvad der nu ellers var på spil, og sør’me også fik lov at optage et par af numrene til afspilning i radioen. Og det var jo ganske eksklusivt, var det…
Nå, alt det er jo udenomssnak, og det skyldes ganske enkelt, at Østen For Solen ikke rigtigt siger mig noget i dag. Det er vellydende, sådan rent produktionsmæssigt, og det er elegant og sømløst hele vejen, men altså; jeg er sgu’tte helt vild med det. Jeg genkendte et par af numrene, herunder føromtalte “Shaida” og “Sådan Er Det Bare”, og også “Flamberede Hjerter” havde jeg en erindring om, men det skyldes måske det faktum, at introen er blevet brugt i forskellige sammenhænge efterfølgende – vist primært til underlægning ved trailere til TV-produktioner. Men ellers løb de forskellige skæringer hurtigt over i hinanden – ens og strømlinede som de er.
Jeg er med andre ord ikke begejstret for albummet. Lidt for konformt og politisk korrekt i teksterne, hør fx bare “Det Er Ikke Min Krig”, lidt for glat i produktionen, og så er der jo alt det der saxofon, som er Moonjams kendetegn. Den er jeg ikke så glad for…
Men igen; som ordentligt opdraget menneske har jeg fra barnsben lært, at hvis man ikke kan sige noget godt, skal man holde sin mund. Så det tænker jeg, at jeg hermed gør…. Men det er jo nok for sent.