Der er øjeblikke, hvor det med skræmmende indsigt pludselig går op for en, at man er blevet gammel – eller ihvertfald ældre. Fx slog det mig ved gennemlytningen af Morrisseys solo-debut, at det i skrivende stund er 30 (tredive!) år siden, at den er blevet udgivet. Og det kan da ikke passe, vel? Det er jo moderne, contemporary musik, er det ikke? Og det var da i går, eller deromkring, at The Smiths opløste sig selv, efter Johnny Marr havde meddelt, at nu ville han ikke være med mere, var det ikke?
Næ, det var det altså ikke, og dermed må man jo konkludere, at det er ganske rigtigt, at denne fine, lille sag er blevet en klassiker, længe før man egentlig syntes, at et sådant begreb burde tages i anvendelse.
Vi slår lige fast med det samme, at Viva Hate er en god plade. Faktisk må det rangere oppe blandt Morrisseys bedste (omend You Are The Quarry også er godt deroppe). Teksterne er spidse, selv de klagende og jamrende – og det er som bekendt de fleste – der er brod og humor spredt ud over alle skæringerne, og faktisk er savnet af Johnny Marr som sangskrivermakker næsten uhørbart, og udgivet blot et halvt års tid efter The Smiths Strangeways, Here We Come, er det næsten – men altså også kun næsten – som om Morrissey helt alene kan lyde som The Smiths.
Det sidste betyder så også, at vi altså ikke får en Morrissey at høre, der har opfattet tiden i bandet som en kunstnerisk spændetrøje, og som derfor prøver noget helt nyt. Tekstmæssigt er vi i samme boldgade, hvilket vel ikke er så underligt, Morrisseys rolle i The Smiths taget i betragtning, men også musikalsk er arven til at høre. Her har guitarist Vini Reilly og producer Stephen Street, der også producerede The Smiths’ svanesang, formået at fylde den melodiske baggrund ud, så vi stadig har ringlende guitarer og luftig indie-pop kørende i samfulde tre kvarter.
Albummet åbner dog med skærende guitarer og en jaloux elsker, der på “Alsatian Cousin” fortvivlet spørger ‘Where you and he lovers / And would you say so, if you were?’ Jo, tak, vi er i hjerte-smerte-land med et twist her, og det er vi også på “Angel, Angel, Down We Go Together”, en ren Romeo og Julie pastiche, men djævelsk fint og smukt udført. Men den klassiske og ægte weltschmerz-ramte Morrissey finder vi på albummets tredje skæring, “Everyday Is Like Sunday”. Her befinder vi os i en badeby i Sydengland, der burde være lukket for længe siden, men følelsen er universel, og man behøver ikke vandre rundt på kedelige strande, fyldt med intetsigende turister, for at føle sig ramt af ordene og ønsket: ‘Armageddon, come Armageddon! / Come, Armageddon! Come! / Everyday is like Sunday / Everyday is silent and grey.’ Det hele pakket ind i en fabelagtig god popmelodi og lys, luftig produktion der får den til at emme af pop-storhed.
Dén sang er vokset i løbet af årene, men det var åbneren på side 2, der hittede samtidig med albummet – og som har holdt sig aldeles glimrende de næste tredive år: “Suedehead” indleder med netop Marr-lignende guitarer, ringlende og up-tempo, og dækker forræderisk over klagesangen fra Morrissey over, hvorfor den forsmåede elsker dog bliver ved med at dukke op, når nu det er både formåsløst, irriterende og gør tingene svært for ham. Den sang er jeg ikke blevet træt af, og det er jeg heller ikke af hverken Morrisseys tilgivende farvel til bandet i “Break Up The Family” (senere var det helt andre ord, der blev leveret i den anledning) eller den fine “The Ordinary Boys”. Og så er der lidt af et svendestykke gemt i den over 7 minutter lange “Late Night, Maudlin Street”, som iøvrigt nærmest blev hørt som en selvbiografisk oprindelseshistorie (‘Where the world’s ugliest boy / became what you see’).
For en – på det tidspunkt – ung mand, der musikalsk voksede op i de formative år via Det Elektriske Barometer var Morrissey gefundenes fressen. Her var weltschmerz for alle pengene, her var tekster på højt, lyrisk niveau, som man umiddelbart kunne identificere sig med, og her var kort og simpelt god, fin musik fra England, længe inden man var begyndt at tale om britpop. Med den plade som indledning var det lige før, man kunne acceptere, at The Smiths var gået i opløsning.
Med Viva Hate blev Morrissey et pop-ikon i egen ret. At han senere nærmest blev en parodi på sig selv, er så en anden historie, som jeg ikke behøver at fortælle. Den har næsten fortalt sig selv.