Rygterne vil vide, at det amerikanske band Mother’s Finest var et af de vildeste koncertnavne, man kunne møde på scenerne i 1970’erne. Blandt andet skulle Aerosmith efter sigende have fortrudt at invitere dem med på en turné, da de simpelthen havde spillet en vis legemsdel ud af bukserne på hovednavnet og dermed totalt stjålet rampelyset.
Det kan man egentlig godt forestille sig, når man lægger dere album Live på grammofonen. Som titlen mere end antyder, så er det album, der er optaget på en koncert-turné, og her er det aldeles hørbart, at vi har at gøre med et sejt swingende, svedigt rock-funk-band med en fremragende og energisk sangerinde i front; Joyce Kennedy lod ikke Aretha Franklin noget efter i stemmepragt, og hendes vilde udladninger bliver holdt sikkert oppe af et band, der på alle pladser demonstrerede sikkerhed, sammenspil og simpel, bragende god funk-feeling.
Måske var bands som Sly & The Family Stone en inspirationskilde for bandet, men på Live lyder det som om, de lige tog det hele et hak opad. Den – iøvrigt sindssygt dansable – funkmusik har en energi, der simpelthen bliver nærmest hysterisk, og som jeg forestiller mig helt generelt gør sig langt bedre på scenen end i studiet. (Det sidste kan jeg dog ikke rigtigt efterprøve, eftersom jeg ikke ejer et studiealbum med bandet.)
I den mere bløde afdeling af det hele finder man album-åbneren “Baby Love”, der næsten lyder som en standard disco-sag, ganske vist med fin funky bund, men hvis man så lige ryger i den modsatte ende og når frem til sidste nummer på pladen “Give You All The Love”, der over 6 minutter både formår at give den vildeste udladning og demonstrere, hvordan man får et publikum med sig, når de leger call-and-response med fuld og begejstret opbakning hos de tydeligvis begejstrede koncertgængere. Indimellem kan man så høre, at der også kunne rockes igennem bl.a. på “Mickey’s Monkey”, hvor guitarriffet lidt lyder som noget, Jimmy Page kunne have spillet på en Led Zeppelin-skive. Og resten af pladen er så fyldt op med sange, der ganske simpelt er svært at sidde stille til
Det er med andre ord et album, man (jeg) bliver aldeles glad i låget af at høre. Min eneste anke er, at når jeg nu er så analog, at skidtet bliver spillet på en LP, så misser man noget af det, der kom ud på det samme album – men på CD. Her kunne man nemlig finde en aldeles fremragende udgave af Jefferson Airplanes store hit “Somebody To Love”. Man skulle ikke tro, at det ville gøre noget godt, at det nummer blev udsat for vilde funk- og R’n’B-rytmer. Men det gør det.