Indimellem kan være så heldig at støde ind i bands og musikere, som man ikke kendte, og som man med det samme bliver begejstret for. Sådan har jeg det lidt med den i Danmark ret ukendte hollandsk/newzealandske trio My Baby.
Det var et rent tilfælde, at jeg fandt ud af hvem det var – og at de var værd at lytte lidt ekstra til. Jeg var dumpet ind på det lokale spillested en aften, hvor der ikke var så frygtelig meget andet at tage sig til, og der entrerede de scenen og holdt i de næste 1½ time det – iøvrigt ret fåtallige – publikum i et jerngreb med svedige, insisterende rytmer, i en kombination af up-beat dansemusik og pulserende sydstatsrytmer. Det var dæl’me en god aften, var vi enige om, mig og så de 57 øvrige koncertgængere, så naturligvis måtte jeg også erhverve mig det album, de promoverede ved samme lejlighed, deres anden langspiller, Shamanaid.
Selvom albummet måske ikke indeholder samme energi som deres live-optræden (men sådan er det jo ofte), så er det en både god og ualmindelig charmerende plade. Det er rasende svært at genrebestemme den – selv kalder de musikken for voodo-blues, tror jeg – men det swinger, det er på en lang række af numrene ret dansabelt og så er trioen aldeles velspillende, ligesom frontkvinde Cato Van Dijk har en stemme, der er perfekt castet til den sumpede, opdaterede psych-blues eller hvad det nu er.
Shamanaid åbner med den rytmisk let hypnotiserende “Seeing Red”, der ret fint demonstrerer, hvad der er i vente på resten af albummet; en repetitiv struktur, der sidder så præcist som en metronome, og som er gefundenes fressen på et hvilket som helst dansegulv, og en lækker tilbagelænet guitar, der blander standard-strum med en slidet tone her og der. Det er et vildt fedt nummer, hvor Cato skiftevis hvisker forførende og skriger koket.
Der er lidt mere neddæmpet tempo på den efterfølgende “Meet me at the Wishing Well”, der lyder sumpet og blueset i cajun- og gospelstil, inden tredje skæring serverer det, der næsten måtte være hittet på pladen, den sindsygt danselækre “Uprising”, der nærmest fusionerer blues-guitar med dub og som især i sidste halvdel har et så sejt groove over sig, at den er næsten umulig at sidde stille til. Det krydres med sensuelt henførte invitationer som ‘Allow me in your tub / Allow me in your club / Allow me to drink from your cup / I’ll be coming back for more’, der i den grad sætter ord på tonerne. Også den første skæring på side 2, “Remedy”, holder dansepulsen, mens fx “Hidden From Time” går helt ned i tempo og holdes på en baggrund af akustisk guitar og stille percussion. Det er en rigtig fin, lille sag.
Det er med andre ord en god plade, hvis det ikke skulle fremgår tydeligt af ovenstående. Jeg tror, det er en smagssag, om man kan lide den der sydstatsguitar, der er markant på hele albummet, ligesom det måske ikke er alle, der er til psych-blues med et gospel- og dub-twist. Og så skal man naturligvis holde sig langt væk. For os andre er det en fornøjelse.
My Baby blev efter Shamanaid ret store i Holland og omliggende områder, mens det er forholdsvis begrænset, hvad vi efterfølgende har set og hørt til dem i Danmark. Det er synd og skam, for de ville pynte på enhver scene og garantere en fest. Så den er hermed givet videre, kære koncert- og festivalarrangører. Og mens vi venter kan De jo læne Dem tilbage og nyde albummet hjemme i deres stue, hvis De ellers gider streame det – eller købe det på et mere analogt medie.