Guitaristen og produceren Hilmer Hassig døde forholdsvis ung ved en trafikulykke i 2008, på et tidspunkt, hvor han primært havde sit virke i Love Shop sammen med Jens Unmack og Henrik Hall, og som producer og studiemusiker på adskillige andre projekter. Inden disse samarbejder havde han dog været særdeles aktiv i det danske musikliv, både som musiker og producer, i fx samarbejdet med først Kliché og derefter på Lars H.U.G’s fire første solo-albums.
I de tidlige 1980’ere var Hassig dog andet og mere end backing, medspiller og producer for øvrige af de toneangivende danske bands. Hans eget første band, Scatterbrain, leverede således et af de første rendyrkede forsøg udi electro-/synth-pop og -rock, kraftigt inspirereret af både Brian Eno og Kraftwerk, og sammen med sangskriveren Claus Berthelsen dannede han i 1983 duoen Naïve, der over tre plader afsøgte lidt mere melodiøs, engelsk-inspireret guitar-baseret pop, der trak på nogle ret klare referencer til 60-erpop.
Generelt var det fra midten af 1980’erne og frem nogle ret fine danske musikere og bands, der forsøgte sig med musik med lidt mere inertnationalt schwung. Hjulpet godt på vej af let dristige pladeselskaber som It’s Magic og Garden Records (Irmgardz) fik vi lejlighed til at høre bands som Simcess, The Sandmen, Janes Rejoice, Miss B. Haven og altså nu også Naïve. Fællestrækkene for disse var for primært den negation af tidligere dansk succes-rock og -pop, som den blev spillet af fx Anne Linnet, TV-2, Lis Sørensen, Gnags og Sanne Salomonsen, der lå i, at nu blev der altså sunget på engelsk og at der tydeligvis var andet og mere end det sproglige, der havde inspireret fra enten England eller USA (for The Sandmens vedkommende).
Det var i virkeligheden måske den første bølge af danske indie-bands, hvis vi nu skal sigte lidt mod nogle mere nutidige genre-begreber. Og for alle os, der måske nok mente at formlen fra storsælgende Linnet, Gnags og Thomas Helmig måske var lidt slidt efterhånden, var det jo gefundenes fressen. Friske, nye og energiske bands med stort anlagte produktioner og ikke så meget risengrød, træskotung calypso og dansk hjerte-smerte, men til gengæld stort anlagte produktioner, ringlende guitarer og lidt mere inspiration fra The Smiths, Lloyd Cole, Julian Cope og The Cure.
At de ikke altid nåede helt derop, var så en anden sag. Succesen var ihvertfald ikke indledningsvis noget, der kunne stige hverken Hassig eller Berthelsen til hovedet. Deres første album, fish? udkom til generelt fine anmeldelser i 1986 men de helt store salgstal udeblev. Det blev til gengæld lidt bedre med det andet album, Careless, der udkom til ligeledes pæne ord fra kritikerne i 1989 – og som fik lidt vind i sejlene, da albummet bl.a. indeholdt den fine “Marble Afternoon”, der blev et solidt radiohit den sommer.
Dén sang afstedkom derfor også mit eneste møde med både Hilmer Hassig og Claus Berthelsen. På en promotiontur – eller hvad det nu hed dengang, hvor man ikke var så smarte i sprogbrugen – slog duoen nemlig et slag forbi den radio-station, hvor jeg havde lejlighed til at lytte til, spille og af og til promovere ny, dansk musik. Så vi fik os en god snak om det nummer og om albummet generelt, som begge af naturlige årsager var ret glade for – og så vi fik os en alt for kort snak om, hvad især Hassig ellers gik rundt og lavede, sådan rent musikalsk, og hvor han kunne fortælle, at det daværende ‘side-projekt’, som jeg ikke kendte noget til på det tidspunkt, snart barslede med et album. Sideprojektets navn var Love Shop, og resten af den historie fortalte ligesom sig selv senere…
Så jeg kunne sagtens huske “Marble Afternoon”, da jeg lagde pladen på. Det er – måske bortset fra teksten, der mildest talt ikke rummer de store dybder – et aldeles glimrende, let og gennemmelodiøst nummer, der emmer af let up-tempo guitar-pop og en luftig produktion,der hjælper alting fint på vej. Jeg huskede faktisk også et par af de andre numre på albumet, så jeg må alligevel have hørt det et par gange, men her, på næsten 30 års afstand, er det altså et lidt andet indtryk, der fæstner sig; det er faktisk sådan lidt stillestående, meget af det, der er på albummet. Berthelsen synger godt, og det er generelt fine numre, der er overalt på albummet, men der ikke noget, der for alvor stikker ud. Dertil er det hele lidt for pænt og forudsigeligt, og det er i det hele taget albummets store svaghed; det hele er nydeligt og pænt uden at være prangende – og uden at det sætter sig fast for alvor.
Det kan være aldeles urimeligt at bedømme et 30 år gammelt album ud fra sådanne standarder, for der er ingen tvivl om, at Naïve ramte tidsånd og toneklang ret perfekt dengang, men når alt skal gøres op, og Hilmer Hassigs indsats for dansk musik skal noteres, så er det nok i langt højere grad for tiden i Love Shop og for samarbejdet med Lars H.U.G., han vil blive husket. Men det skal ikke tage noget fra et album, som jeg har med mig som noget, jeg holder ret meget af. Og hvis det ikke er for dets blivende kvaliteter, så er det fordi det er blevet spillet en del, og derfor bærer på adskillige genkaldelser af gode dage (og ikke mindst aftener) – og fordi forsøget på at skue ud over den lokale andedam altså også tæller med i bedømmelsen.