Jeg gider ikke engang være bornert omkring det. Nelson Cans prunkløst betitlede EP3 var – for at bruge et billigt ordspil, der har fundament i det vel nok mest spillede nummer fra pladen – et lille mirakel, da det udkom i 2017, og det gjorde det til et af dette års absolut bedste udgivelser fra et dansk band. De seks numre (plus bonussen, det ‘gemte’ nummer på side 2: “Troublemaker”), der er fordelt over blot 18 minutters spilletid, er fremragende hver især, og som lytter kunne man næsten ikke undgå at ærgre sig over, at det ikke blev til et ‘helt’ album.
Som udgangspunkt er Nelson Cans set-up minimalistisk på samme måde som The White Stripes, Royal Blood og The Black Keyes, og har som disse også har formået at få masser af lyd, melodier, sindsygt dansable passager og stemning en masse ud af en forholdsvis begrænset instrumentering. I Nelson Cans tilfælde består det af Signe Signe på bas, Maria Juntunen på trommer og Selina Gin i forgrunden med vokalen, men hvis man som udgangspunkt tænker, at der da mangler lidt guitar, keyboards eller andet ‘fyld’ her, så modbeviser bandet det til fulde. Ikke blot på pladen, men i dén grad også ved de (mange) live-optrædender, de har beriget koncertpublikummet med over de seneste par år. Her er både syng-med-materiale og fængende hooks i en grad, så man bliver helt glad i låget – også selvom dele af det er isprængt både en foruroligende undertone og noget let uafrysteligt og udefinerbart uhyggeligt.
EP3 åbner med med den inciterende “Break down your walls”, der fra introens baslinjer og Selinas – i det tilfælde; æteriske og stemningsfyldte – alt-stemme i en sømfri overgang suppleres med trommespil, der driver og pisker sangen frem mod et crescendo, der lyder som væsentligt mere end bas, trommer og vokal – ikke mindst på det fine korarrangement, der afslutter sangen. Derefter bliver det lidt mere tungt med den dunkle “Downtown”, hvor Selina demonstrerer stemmens spændvidde ved at hente toner helt nede fra kælderen, der understreger sangens let foruroligende stemning af alene-i-byen-på-jagt-efter-noget fra en måske ikke helt ufarlig kvinde, der jo er der for the thrill of it: ‘Finding a way to explain / the way my thoughts work my mind tonight’, inden man afslutningsvis – igen – må overgive sig til rytmisk løssluppenhed og hånd-klap.
“You are digging your grave” fastholder og forlænger dén stemning, mens det er “Miracle”, der som pladens højdepunkt indenfor den poppede postpunk løfter sig, og sammen med åbneren “Break down your walls” nok er de mest velegnede singler fra en plade, jeg hørte i 2017. Begge er – med “Miracle” som den bedste i min ydmyge mening – bare rendyrket glæde ved musik; catchy og fængende som bare fanden og med sidstnævnte som det næsten ultimative ryste-røv-nummer ved koncerterne. Det er simpelthen bare et sindsygt godt nummer, som jeg håber, at de tre kvinder selv forstår at værdsætte som et sjældent vellykket eksemplar af en bragende god sang, der står ud og stikker frem som fremragende sangskriverkunst af et helt andet niveau end vi ellers er vant til. Ikke fordi det iøvrigt er let at sidde stille til den følgende “Move Forward”, der også har den sikre, fængende, dansable rock-feel, inden pladens officielle del lukker og slukker med den noget mere skrabede, indie-punkede “Stonewall Frank”.
Måske skal man derfor lade være med at ærgre sig over, at det ikke blev til et ‘helt’ album. De seks numre er hver især mere end værd at lytte til – enkeltvis og samlet – og i virkeligheden er EP-formatet aldeles glimrende til netop denne sammensætning af sange; seks titler, der måske ikke hænger voldsomt meget sammen og som måske også udtrykker en diversitet, der i stilarterne ikke nødvendigvis behøver at blive hørt som et sammenhængende hele, men som muligvis er lige så godt tjent med at blive hørt for det de er, nemlig en række sange, der snildt kan stå alene, og som nu ‘bare’ er blevet samlet på én plade.
Hvis det mod forventning skulle være undsluppet Dem, kære læser, så gentager jeg gerne: EP3 er en rigtig god plade. Hvis kommende udspil fra den danske trio med det internationale udsyn og lige så internationale ambitioner holder samme niveau, så er jeg en af de nu ret trofaste lyttere, der vil stå forrest i køen og anskaffe mig næste plade.
NB: Som jeg vist nævnte, så er Nelson Can også et fremragende live-band. Det har jeg heldigvis haft lejlighed til at opleve ved adskillige lejligheder, og et af de vildt sympatiske træk ved medlemmerne er, at de så snart koncerten er slut, og uden så meget som fire minutters pause, er at finde ude blandt publikum, klar til at hilse, få taget de obligatoriske selfies og skrive autografer, og det uanset om de lige har spillet en blændende koncert på Roskilde Festivals Avalon-scene, eller om det er på små spillesteder og mindre sommerkoncerter rundt omkring i landet. Det er simpelthen bare gennemført god stil – og det var med til at gøre min søns første koncertoplevelse med Nelson Can til en fuldendt aften. Tak for det!
Nelson Can live in concert – og med nyvunden fan…