Det er næsten topmålet af kreativ dovenskab, når man 2 gange på to år udgiver albums uden titel – eller med bandets eget navn som titel på albummet. Men det gjorde det danske band News på deres femte album og det tredje med Søs Fenger i front. Dermed kunne man jo forledes til at tro, at al kreativiteten var blevet lagt i musikken, men altså; hørt på 33 (!) års afstand synes det ikke umiddelbart at være tilfældet.
Det er selvfølgelig hamrende urimeligt at skrive sådan om et band og et album, der var de sidste ‘rene’ arvtagere af glad, dansksproget pop. De sindssygt populære Tøsedrengene og Halberg Larsen havde begge indstillet karrieren, og det betød, at News sad alene på tronen af dansk poprock af den mere gnidningsfri slags. Og ret skal være ret; på News er der lidt mere at komme efter, sådan rent musikalsk, end der var på News – altså det album, der udkom to år tidligere…
Først og fremmest er albummets tilblivelse lidt af en milepæl i dansk musik, sådan rent teknisk betragtet. Det var nemlig det første danske album, der blev indspillet rent digitalt. Det betød dog ikke, at der var blevet lagt yderligere til på synthesizer-fronten; tværtimod er musikken på pladen noget mere orienteret mod det rockede end de tidligere havde været. Det helt store løft i forhold til lyrikken var ikke umiddelbart at spore; det var fortsat ret hverdagssprogligt og let ubehjælpsomt, men det virkede åbenbart; også News solgte fint, og bandet var her, der og allevegne på deres tour – og fik minsandten også sit eget 25 minutters TV-program på den dengang statsmonopoliserede TV-kanal, Danmarks Radio, i programmet “A Rooftop Concert”. Så var det vist svært at nå meget højere.
Men altså; det hele lader mig alligevel lidt kølig. Det gjorde det vist også i 1986, men helt ærligt; det kan jeg ikke huske. Det er ikke fordi musikken som sådan er skidt, for det er den vist ikke, men det er svært for mig overhovedet at forholde mig til det. Jeg er ikke specielt glad for pladen, og jeg afskyr den ikke. Det hele er sådan lidt la-la, ihvertfald indtil man når frem til albumlukkeren, den 7 minutter lange og engelsksprogede “Beautiful Day”. Den kan altså et eller andet. Ikke ekstra-ordinært, på egne præmisser, men i forhold til den øvrige rødgrød på albummet har den da trods alt antydningen af kant, fra den ambiente og drævende intro med en storsyngende Søs Fenger med rigeligt ekko på indspilningen, til den langsomt eskalerende lydmur og den afsluttende semi-rockende outro. Den er faktisk ganske okay.
Det får mig dog ikke til at lægge albummet på pladespilleren ret mange flere gange; dertil er den for ligegyldig og kønsløs – for mig, altså. Jeg er helt og aldeles overbevist om, at der findes fans derude, der er vokset op med albummet, og som nok vil bede mig om at lytte en ekstra gang.