I sidste halvdel af firserne opholdt jeg mig en del i landets hovedstad, for det var ligesom der, tingene skete, når man iøvrigt ellers havde haft hjemme i en mindre provinsby i udkantsdanmark. Det betød naturligvis, at der blev oplevet ting og sager på kryds og tværs, og selv om musikken kun var et enkelt element i både kultur- og ungdomslivet dengang, så var det i denne periode, at det for alvor gik op for mig, at musik kunne være andet end pop, punk og rock.
København var på det tidspunkt et godt sted for en provinsdreng til at opleve dén slags. Der var – og er – gode spillesteder i København, både de, der excellerede i mainstreammusik, og de, der kunne byde på lidt forskelligt – og ofte ganske ukendt musik. Det sidste var det bedste; ikke fordi jeg var musikalsk trendspotter, men fordi det som regel var billigere at komme på Saltlageret, Huset i Magstræde og Loppen og høre ‘Skid Punk Girls’ og ‘Nasty Headblowers’ eller hvad de nu hed, end det var at komme i Forum eller K.B.Hallen og høre Bruce Springsteen eller U2.
Et par enkelte gange kom vi også forbi Montmartre, der på det tidspunkt var et af de bedste jazz-spillesteder i Norden. Jeg var ikke specielt interesseret i jazz, men også på Montmartre var der af og til hverdagsaftener med musik til en vældig overkommelig entré-pris, og så kunne man sidde i tørvejr og sutte på en flaskepilsner, mens man lod som om man var kulturelt overskudsagtig og både forstod og værdsatte musikken. (Det gjorde jeg rent faktisk også nogle gange; jeg husker blandt andet pianisten Kenny Drew fra et par jam-aftener derinde, og det var mægtig fornøjeligt).
En sådan aften var vi fire, der af en eller anden grund havde investeret i billetten – det var ikke en gratiskoncert – til en aften med bl.a. Niels Lan Doky. Jeg tror, at det har hjulpet gevaldigt på vores lyst til koncerten, at Doky (og hans bror Chris Minh Doky) på det tidspunkt var voldsomt hypede – også i en offentlighed, der normalt ikke er til jazz – og vel rangerede på linje med fx Niels-Henning Ørsted Pedersen. Niels Lan Doky var på det tidspunkt vist lige vendt hjem fra et længerevarende ophold i USA, og så opstod muligheden for at se giraffen altså.
Koncerten var glimrende, selskabet var det samme, så da jeg et par år efter fandt denne plade med Niels Lan Doky i en (anden) koncertoptagelse fra Montmartre købte jeg den, muligvis for kortvarigt at genopfriske mindet fra, hvad jeg huskede som en rigtig dejlig aften.
Jeg har sagt det før, og gentager dermed gerne igen; jeg har ikke de rette forudsætninger for at vurdere jazz-plader – endsige genrebestemme eller på anden vis kategorisere dem – så mit eneste forhold til dem kan gives i et spørgsmål med en binær svarmulighed; kan jeg lide det? Og svaret i denne omgang er; det kan jeg godt. The Truth består af fire kompositioner, hvoraf de tre er komponeret af Niels Lan Doky, der naturligvis også spiller klaver på optagelsen. Numrene er alle energiske og fremragende udført, og især er jeg – ud over Dokys nærved perfekte klaverspil – ret imponeret af Bo Stief på bas. Han er, som bassister i sådanne konstellationer skal være, diskret understøttende på de rigtige tidspunkter og fremtrædende og med lange, hurtige strukturer, når han er ‘på’ selv. Det høres fx tydeligt i den afsluttende ‘Love And Passion’. Jeg er ikke særlig vild med sax-delen, men det skyldes primært min lette aversion mod saxofon i jazzmusik, for Bob Berg, der spiller på pladen, gør det vist aldeles glimrende.
Så alt i alt; det er efterår, det regner, kaffen er sort og varm og der er gode bøger i reolen – og på sofabordet. Som supplement og underlægning til dette gør The Truth god fyldest. og det gør det også, hvis man lægger bogen lidt væk og lytter koncentreret i stedet. Så hvis du er til moderne jazz, skrevet og udført af en mere end almindeligt habil komponist og pianist, så tøv ikke med at lægge pladen på.