Vi er fremme ved min anden jazz-plade i samlingen. Der er flere, men det vender vi tilbage til. Her er der tale om en, på det tidspunkt, forholdsvis ung pianist, Nikolaj Bentzon, der sammen med et par kumpaner spiller noget moderne, klaverbaseret jazz. Det gjorde de på det københavnske spillested Ben Webster Jazzclub, og samtidig optog de så seancen.
Det er der kommet en plade ud af. Og så vidt jeg kan høre, er det en ganske god plade. Der er ingen tvivl om, at Nikolaj kan spille klaver, og Jonas Johansen og Thomas Ovesen følger godt med på bas og trommer. Jeg tror, uden at kunne dokumentere det med sikkerhed, at jeg har anskaffet mig albummet i en periode, hvor jeg var pseudointellektuelt søgende, og svært gerne ville bevise det overfor eventuelle gæster af det modsatte køn, der skulle besøge mit lille domicil, hvor vi så kunne flette tæer og drikke urtete med samme karakteristiske smag, som en våd hund lugter, mens vi ligesom ordnede verdenssituationen, verdenslitteraturen og verdens fortrædeligheder i øvrigt.
Jeg har absolut ingen forudsætninger for at kunne bedømme moderne jazz. Ej heller klassisk jazz. Så det eneste I kan få ud af mig er, at jeg nu har hørt den, og hvis man iøvrigt er til jazz af den karakter, hvor det er den tekniske virtuositet mere end den melodiske fremstilling, man går efter, så er man godt hjulpet med denne skive. Nogle passager har endda en så høj sværhedsgrad, at vi nærmer os grænsen for det atonale.
Og så må jeg vist allerede på forhånd ile med en beklagelse; ovenstående yder givetvis på ingen måde værket retfærdighed, for selv jeg kan høre, at det er en fin jazz-udgivelse. Jeg er nok bare ikke fan af genren sådan i al almindelighed, sorry.