En oktoberaften for nogle år siden havde jeg, sammen med en god ven, købt billetter til en koncert med Nikolaj Nørlund på et forholdsvis lille, intimt spillested. Konceptet den aften var ret simpelt; det var hr. Nørlund – ulastelig klædt i T-shirt, blazer og bukser med pressefolder og med håret strøget tilbage – der stod alene på scenen, kun akkompagneret af sin egen guitar.
Det var en god aften. Nørlund var i humør til mere end bare det sædvanlige, så vi fik to sæt på næsten en time hver med gode, store sange af egen komposition og undervejs også mere end bare en håndfuld solide covernumre. Nogle, som vi kendte ret godt, og nogle, som Nikolaj Nørlund havde lyst til at præsentere os for, for det var de tydeligvis værd. Således fik vi et par numre af Townes Van Zandt, som han vist nok allerede havde indspillet sammen med Rhonda Harris, og dertil fik vi en del sange, hentet fra det store, danske popkatalog,
På netop dette tidspunkt var jeg ikke det bedste sted i mit liv, sommansir. Tingene gik ikke helt, som jeg havde håbet og forventet, og hverdagen var præget af opbrud og afsked og alt hvad dette kunne medføre. Jeg var med andre ord godt og grundigt brugt, ked af det, let rådvild og aldeles modløs, og havde været tæt på at melde afbud til koncerten af samme grund, men holdt fast i, at det jo nok ville være fint, hvis jeg ‘kom lidt ud’ og fik tankerne rettet et andet sted hen.
Det meste af aftenen gik det også vældig fint. Det gode selskab – på scenen og det private ved bordet på det lille spillested – hjalp på det, og jeg kunne læne mig tilbage og nyde koncerten. Selvfølgelig var der undervejs tidspunkter, hvor tankerne kunne gå i retninger, der ikke var hensigtsmæssige for formålet, jeg mener; det er jo for fa’en ikke let at være på dét sted i sit liv og høre “Indre By” og “Ridset i Panden” udsat for fin og følsom levering af en dygtig kunstner og forblive uberørt, vel? Men ellers var der fine, kolde fadøl, rar og god stemning og glimrende underholdning hele vejen rundt. Men så var det, at at Nørlund, næsten uden varsel, tog hul på et par af sangene fra dansktop-kataloget,
En af disse var John Mogensens “Ensomhedens Gade Nr. 9”. Den kendte jeg naturligvis til hudløshed, og havde sandt at sige ofte undret mig over diskrepansen mellem den muntre, horntruttende dur-melodi, komplet med Grand Prix-modulering, hvor den går en halv tone op inden sidste omkvæd, og den i virkeligheden stygt bedrøvelige tekst, hvor det forventelige udfald for den glade sanger er et liv dømt til alkoholisme og tidlig død (måske endda for egen hånd). Men jeg skal da lige love for, at den forskel blev fjernet i Nørlunds udgave. Tempoet var sat ned, og selvom der fortsat blev spillet i dur – såvidt jeg da kunne høre – så gav den nøgne levering med blot guitar og en udtryksfuld stemme sangen den stemning og grundtone, som teksten kalder på. Og ja; jeg var aldeles modtagelig, og det var efterår og mørkt, og jeg havde muligvis drukket et par fadøl, men i dén udgave ramte den i virkeligheden nok ret kliché-tunge lyrik lige i solar plexus, og jeg erkender blankt, at jeg nok lige skulle synke et par gange og hoste lidt diskret for ikke at ødelægge stemningen ved bordet.
Gode venner er gode venner, så det gik naturligvis ikke helt ubemærket hen, hvad der sandt at sige ikke ligefrem løftede stemningen, men som alligevel gjorde mig om ikke glad, så dog taknemmelig for både at være i selskab med en sådan – og for fortsat at kunne blive aldeles ramt af en simpel pop-sang om hjerte og smerte. Det er vel også musikkens – og kunstens i øvrigt – raison d’etre, er det ikke? At sætte budtryk på noget, der kan bevæge, ramme og sætte gang i både tanker og følelser… Det formåede Nikolaj Nørlund den aften. Ikke kun med den sang, men også med både egne sange og de øvrige cover-numre han trakterede os med. Måske ikke med helt samme resultat for mig hver gang, men det var nok også meget godt.
Jeg havde ingen anelse om, at han på daværende tidspunk allerede nogle år tidligere havde udgivet en EP med danske cover-numre, Kom med et bud, og kort inden koncerten endnu en af slagsen, Turisten. Til mit forsvar var jeg ikke på det tidspunkt særligt orienteret på streamingtjenesterne, og ingen af EP’erne var at finde på vinyl… Det var de heller ikke, da jeg kort efter koncerten besøgte den lokale plade-pusher for at finde dem, for nu skulle jeg fileme eje dem! Det kom de dog i 2019, hvor han havde samlet de to udgivelser til et helt album og fået dem trykt – uden vist iøvrigt at have ændret noget ved hverken produktion eller rækkefølge.
Kom med et bud/Turisten kom albummet, meget naturligt, til at hedde, og titlen er aldeles rammende for albummet, for der er – på trods af, at det gennemgående tema omkring cover-numre af mere eller mindre velkendte, danske sange er det samme på begge udgivelser – en væsentlig forskel på dem; på Kom med et bud er det udelukkende en guitar, der ledsager Nikolaj Nørlund, mens det på Turisten er et fint orkestreret backing-band, der akkompagnerer ham på de tre sange.
På den første er Nørlund rigtig god til at få sangene til at leve i egen ret et godt stykke vej væk fra den iboende kitch-struktur, der præger dem i originaludgaven, hvor langt de fleste af numrene jo skulle ramme i tidens Dansktop- og Giro 413-kultur. Det lykkes måske ikke lige godt på alle numrene (det er svært at få noget godt ud af Lecia og Luciennes “Rør ved mig” og “Smilende Susie” er måske heller ikke et oplagt valg), men det er påfaldende, hvor tydeligt det bliver, at mange af numrene har kvaliteter, man måske havde overset i første omgang. Det gælder naturligvis førnævnte “Ensomhedens Gade #9”, men måske mest den udgave af “Åh, Babe, kom med et bud”, som – i modsætning til originalens mere end lette fjollethed (dens kvaliteter iøvrigt ufortalt) – bliver en dybt seriøs sag, hvor Nørlund nærmest krænger sig selv på vrangen for at give sangen mening, så vi som lyttere tror på kærlighedserklæringen. “To lys på et bord” har for mig altid været en noget nær perfekt dansktopsang, og også den får han noget meget fint ud af, mens jeg savner den noget mere swingende jazz-feel på “Slentre gennem regn”, som Grethe og Jørgen Ingemenn gav deres udgave.
Turisten tager fat i en lidt anden ende; her er det ikke musik fra dansktoppens guldalder, Nikolaj Nørlund har taget under behandling, men betydningsladede sange med ‘mening’, startende med Røde Mors anti-krigshymne “Lil’ Johnnys Mund” – der i min verden fik sit endegyldige udtryk i den version, Spids Nøgenhat udgav på De sidste her på jorden – Live fra Roskilde Festivalen – over C.V. Jørgensens sardoniske “Det Blonde Danske Smil” og til den sang, der har givet titlen, “Den sidste turist i Europa”.
Det er det sidste nummer, der tager prisen som den bedste. Måske utilsigtet bliver den 70 år gamle sag aktualiseret via Nørlunds grundmelankoli og tanken på et forestående opbrud i sammenhængskraften i Europa – og sidste århundredes opgør, revolutioner og borgerkrige i centraleuropa. Det er simpelthen et fremragende nummer, der løfter sangen fra efterkrigstiden direkte ind i vores samtid. “Det blonde danske smil” bliver måske ikke tilføjet en væsentlig ny dimension, men altså; det er altid rart at høre et godt C.V.-nummer – i dette tilfælde befriet fra Billy Cross’ arrangement, der sine steder har mistet pusten og på tidsmæssig afstand fremstår ret gumpetungt.
Det kan være farligt at kaste sig over kulturklenodier og sangskatte, som vi alle har et forhold til. Nørlund slipper godt fra det meste, og når han er bedst, formår han at gøre dem til sine egne og tilføre dem et liv og en mening, så de kan frigøres fra originalerne – både i udtryk og mening. Det gør ikke kunsten mindre, eller mindre værd, at den fremføres af andre end de originale. Det beviser Nørlund til fulde; kunst er også at fortolke og versionere, så andre og nye lyttere kan få glæde af dem.
Måske er jeg for glad for pladen, men hvis det er tilfældet, så skyldes det, at netop dén kunst beviste sit værd for mig en kold, regnfuld oktoberaften, hvor jeg havde mest brug for det.