Det er store ord, men jeg tror, det er svært at overvurdere Nikolaj Nørlunds betydning for dansk musikliv fra slutningen af forrige århundrede og frem. Navne som Mellemblond, Peter Sommer, Jens Unmack, Lise Westzynthius, Ulige Numre, Olesen-Olesen og mange kan hævdes at stå på skuldrene af ham – ikke blot fordi han har i nogle tilfælde har hjulpet dem med produktion, indspilninger og gode råd undervejs, eller simpelthen via sit pladeselskab Auditorium har udgivet nogle af deres albums, men i dén grad også fordi Nørlund fra midten af 1990’erne gav den moderne, danske, indieprægede rock en ny, dansksproget stemme.
Nikolaj Nørlunds karriere startede som frontmand i bandet Trains And Boats And Planes, der fra starten af 1990’erne udgav tre albums og blev en mindre succes på indie-scenen i Danmark (hvis en sådan fandtes på dette tidspunkt), og som gik hen og blev det danske bands, der gav flest koncerter i udlandet, uden at de for alvor slog igennem til et bredt publikum herhjemme. Efter bandets opløsning fortsatte Nørlund ind i det mere løst sammensatte band-projekt Rhonda Harris, der udgav deres første album i 1995 og med mellemrum fortsat er aktive, inden han i 1996 indledte sin solo-karriere med albummet Navnløs, hvor han tog udgangspunkt i digtene fra Michael Strunges digtsamling Verdenssøn – på samme måde som Lars H.U.G. havde gjort, da han satte musik til Søren Ulrich Thomsens digte på City Slang i 1984.
Arbejdet med Navnløs gav Nørlund modet – og lysten? – til at arbejde med sine egne tekster, og Nye Optagelser er resultatet. Og hvilket et… Tidligere havde vi i herhjemme haft fremragende danske tekstforfattere i C.V. Jørgensen, Steffen Brandt, Niels Skousen og mange flere, men Nikolaj Nørlunds første forsøg i sangskrivning på dansk flyttede grænserne for dansk musik og hvad man kunne på modersmålet. Og selv om det i dag synes ligefrem og naturligt, at tekster, der blev sunget på dansk, kunne have stor værdi i egen ret som lyrik og poesi, så var det ikke hverdagskost i musiklandskabet i 1997. Dengang var der ingen Peter Sommer, ingen Olesen-Olesen, ingen Søren Huss etc., og de største (og bedste?) danske bands var man på det tidspunkt blevet vænnet til at høre med engelske tekster.
Når nålen rammer skæring 1 på pladen, og “Indre By” toner frem med den let distortede guitar og keyboards, er det således med disse linjer:
Med dine kære små skridt
Slentrer du rundt i min indre by
Men du farer vild på en times tid
Og din tid er dyr
Der er gader badet i larm
Min by i hvid støj
Men hvis du tænker dig om
Så finder du ro
Den metaforiske by, med gader af virvar og regn, der får striber af sort udover ansigtet, kunne med lige så god ret været skrevet af en af de nævnte digtere, og netop heri lå nybruddet; med Nye Optagelser blev det legitimt at skrive på dansk – også uden at være ironisk, uden at rime hjerte på smerte og uden at forfalde til klichéer iøvrigt. Det var måske gjort i et eller andet omfang tidligere – netop Lars H.U.G. mestrede også de gode tekster – men i det danske musiklandskab var det på dét tidspunkt, efter at dansk musik i mange år havde været domineret af rockbands som D.A.D., Kashmir, Psyched Up Janis og Dizzy Mizz Lizzy – der jo alle sang på engelsk – en øjenåbner for mange øvrige kunstnere. Og for publikum.
Ikke, at det kom til udtryk på hitlisterne, bevares. Anmelderne var begejstrede, men køberne holdt sig lidt tilbage, hvad de i et stort omfang har gjort gennem hele Nørlunds lange karriere. Og det er en skam. Nye optagelser er spækket med god, let minimalistisk, indie-rock, tilbagelænet hæs vokal og en række fremragende sange. “Indre By” er en af dem, “Ridset i Panden” en anden (og min personlige favorit), “Tag det fra mig” en tredje og “Du ku blive mit held” en fjerde og sådan kunne man blive ved. “Slet ikke dig” er så stille, melankolsk, smuk og vidunderlig i både tempo, orkestrering og udførsel, at man bliver helt åndeløs og den let larmende “Pariah” er en af de sange, der hurtigst finder vej og bliver hængende i dens lo-fi rockende insisteren.
Nikolaj Nørlund har måske ikke verdens største og mest dynamiske stemme, men hans skiftevis nærmest hviskende foredrag og Lou Reedske intoneren doseres fornemt ud på hans egne sange, og der er ingen tvivl om, at de foregående års arbejde i øvrige sammenhænge havde givet ham forståelse for de virkemidler, der i vokalen giver Nye Optagelser et sammenhængende (sær-)præg.
Som Klaus Lynggaard under overskriften “En født klassiker” skrev i infomations anmeldelse i 1997: “Der går nok et stykke tid, før vi hører noget, der tilnærmelsesvist er så nøgent og mættet, søgende og forløsende, poetisk og ligetil som Nye Optagelser“.
Ja, det gjorde der, men de kom. Nørlund havde jo vist vejen.