Det lå på ingen måde i kortene, at Nina Hagen skulle blive til „The Godmother of Punk‟ og en af pionererne i punk-bevægelsen og den tyske undergrundsmusik – der jo så i øvrigt ret hurtigt blev mainstream. Som datter af den østtyske skuespillerinde Eva-Maria Hagen, der blev kaldt ‚DDR’s Brigitte Bardot‛ optrådte hun side om side med moderen i en række tyske film, inden hun i 1976 rent faktisk fik emigrationstilladelse fra det kommunistiske styre og flyttede over på den anden side af muren til Vesttyskland, hvor hendes stedfar, regime-revseren Wolf Biermann, havde bosat sig efter at han havde fået forbud mod at rejse tilbage til DDR.
På en tur til London – efter Biermanns opfordring – blev Nina Hagen hurtigt en del af punkmiljøet omkring Sex Pistols og kvindepunkbandet The Slits, og tilbage i Vesttyskland dannede hun i 1977 Nina Hagen Band, der udgav deres første album, Nina Hagen Band i 1978. Allerede på den efterfølgende turné knirkede det dog alvorligt i forholdet mellem Fräulein Hagen og de øvrige bandmedlemmer, men eftersom de var kontraktligt forpligtet til endnu et album blev dette indspillet på trods, dog således at musikken blev indspillet i Tyskland, mens Nina Hagen indspillede vokalen i Los Angeles, hvor hun opholdt sig på dette tidspunkt.
Så meget for triviaen. For den personlige del var Unbehagen mit første møde med punk, der ikke var engelsksproget. At jeg overhovedet mødte – og hørte – tysk punkmusik skal tilskrives det faktum, at kilden til nye musikalske input ofte var tyske radio- og TV-kanaler, da disse var det eneste alternativ til monopol-mediet i Danmark. Og her var der dælme ikke mange musikalske nybrud at finde!
Til gengæld fik den lille, bornerte dreng fra udkantsdanmark så også en gevaldig opvågnen ved mødet med Nina Hagen. Sjældent – for ikke at sige aldrig – havde jeg hørt noget lignende. En tysk, klassisk skolet sangerinde, med højt, strittende og ofte lilla eller lyserødt hår og sort læbestift, der på dramatisk vis skreg, vrælede, råbte, gurglede og hikstede sig igennem hårdt rockende sange, der på overfladen ganske vist havde rock- og punkpræg, men som i virkeligheden tyvstjal fra alle genrer med arme og ben. Det var både skræmmende, fascinerende – og skideskægt!
Det var ellers med bange anelser, at jeg lagde pladen på i denne omgang. Det var længe siden, jeg havde hørt det, og mine fordomme fortalte mig, at jeg nu skulle høre teatralske vræl på baggrund af decideret støj fra uduelige musikere. Men nej; i stedet fik jeg en udladning at smukkeste karakter – og i alle mulige forskellige stilarter. Nina Hagens stemme er som den er, og den er både teatralsk og over-the-top, men det virker altså. Både når der vugges i reggae-takt på albumåbneren „African Reggae‟ med de vidunderlige linjer ‚I wanna go to Africa to the black jah rastaman‛ og når hun ironiserer musikalsk over rockabilly-sange mens hun er indigneret feminist i tekstlinjerne på et og samme nummer, det udknaldede „Wenn Ich Ein Junge Wär‟. Og midt i det hele er der også plads til frygtindgydende undergang på „Hermann Hiess Er‟ – fortællingen om den unge mand (vist nok Ninas egen tidligere kæreste), der i forlæsthed vil nå et højere bevidsthedstrin og af den grund ryger lukt ud i narkomisbrug og død. ‚Hermann ist hinüber….‛ Det hele leveret med isnende og fræsende guitarer og skrig og midt i det hele bliver Ninas stemme så også ‚maskin-kodet‛ med metallignende ekko på et spoken word-stykke, så den bliver endnu mere skrækindjagende end ellers.
Unbehagen betyder ubehag – og grundlæggende var det nok også følelsen man blev efterladt med efter førstegangslytningen af albummet. Men pladen er også et punkstatement af ypperste karat; kompetente musikere leverer fuldtrockende baggrund til Nina Hagens extroverte og extravagante vokal, og der er en blæret demonstration af deres kunnen i samtlige numre på albummet. Nogle gange sidder man næsten med fornemmelsen af, at de bliver nødt til at anstrenge sig for at spille ‚grimt‛. Intet under, at de efter bruddet med Nina fik moderat succes i bandet Spliff.
Men albummet er Nina Hagens – helt og holdent. Hun stjæler billedet med drama og med tekster, der både er ironiske, hjerteskærende, vrede, morsomme og oprørske. Det er (tysk) punk i sin velmagt her, og provokationerne i hendes sceneoptræden (hvor hun bl.a. kunne finde på at blotlægge sit skridt, der havde voldsomt farvede pubeshår), dækker – ud over den tidstypiske punkattitude – over både stor musikalitet og evne til at skrive tekster, der bliver hængende. Unbehagen er et aldeles glimrende bevis for, at også tyskerne kunne være med, når der skulle ruskes op i borgerlighed og pænhed, længe før Neue Deutche Welle blev stueren med Nena og Falco.