I 1990’erne var MTV stadig det førende medie for formidling af musik, og dermed også den bedste markedsføringsplatform for bands og musikere, der gerne ville nå et stort publikum for deres udgivelser. Det lukrerede begge parter på, og opfindsomheden var stor, når det kom til de metoder, der kunne få lyttere – og købere – til at lægge mærke til såvel TV-kanalen som musikerne.
‘Unplugged’-serien var et af disse midler, og konceptet var i udgangspunktet ret simpelt; MTV inviterede en given kunstner ind til en scene, hvor denne så leverede numrene akustisk, givetvis ud fra en devise om, at akustisk er ‘ægte’, mens elektrisk er ‘kunstigt’. Seancen kunne så passende bevise, at de sange, den enkelte havde leveret, også var gode sange i egen ret og havde kunstnerisk værdi, også når de ikke blev forstærket, forvrænget og elektrificeret og dermed skjulte deres autencitet.
Grundlæggende er det selvfølgelig noget forfærdeligt vrøvl. Langt de fleste pop- og rocknumre er aldeles fortræffelige i både studie- og live-versioner, selv om de er pakket ind i adskillige lag af elektronik og fiksfakserier i studiet eller på scenen, og i de fleste tilfælde er numrene jo karakteristiske og smukt udførte på grund af de særlige kendetegn, der er givet ad den vej. Uden at trætte yderligere med argumenter herfor kan man jo forsøge at forestille sig Jimi Hendrix aldeles akustisk, og så spørge sig selv om man foretrækker dét frem for de elektriske udgaver.
Men altså; MTV leverede scene og øvrigt set-up, og kunstnerne kiggede forbi og gav lejrbåls-udgaver af de kendte numre, og dermed kunne de jo passende reklamere for et netop udgivet album, samtidig med at publikum fik øjnene og ørerne op for, at de jo godt både kunne synge og spille, også uden at det hele blev gemt bag overdubs, syntghesizere og distortion – og måske endda at nogle af sangene var fine sange, som blev nuanceret ved at stå lidt mere nøgne og uindpakkede frem.
Nu var det altså Nirvana, der kort forinden havde udgivet deres tredje studiealbum In Utero, der var blevet inviteret ind for at prøve konceptet af, men i modsætning til mange af de øvrige, der havde været forbi MTV’s studier blev det ikke hverken en Greatest Hits i akustisk version, eller en perlerække af numrene fra det nye album, der kom til udgøre sættet på scenen. Måske var det ud fra en opfattelse fra bandet selv om, at Nirvanas musik var larmende, støjende og elektrificeret, og at den musik derfor levede bedst live ved at blive fremført på den måde, de havde gjort det gennem hele karrieren; i energiske udladninger af distortede guitarer og primal-skrig, forstærket til decibelstyrker, der kunne gøre koncerterne til soniske helveder, og sætte brand i publikum?
Derfor blev der ‘kun’ plads til 4 af numrene fra giga-sællerten Nevermind – og det var ikke engang de største hits; “Polly”, “On A Plain” og “Something In The Way” fik pladsen, og det var kun “Come As You Are”, der var med som et hittene. I stedet var der blevet plads til et par af numrene fra In Utero, og ellers bestod sættet af en lang række cover-numre og fortolkninger sammen med en enkelt sang fra Bleach, den fine “About A Girl”.
Det gjorde ikke noget. Nirvanas Unplugged… er uden konkurrence det bedste, der skete i dén serie, og det er skrevet uden at skele til den kendsgerning, at albummet blev indspillet blot fem måneder inden hans død – og var det første album, der udkom efter – og derfor af mange blev opfattet som Kurt Cobains og Nirvanas grav- og efterskrift. Enkelte af sangene står frem som lysende mesterværker både i komposition, arrangement og udførsel, og resten af albummet er beviset på, at Nirvana som band var en fremragende sammenspillet enhed, at Kurt Cobain var en glimrende sangskriver og enestående sanger med et sjælfuldt udtryk på niveau med de allerstørste, og at Nirvanas sange sagtens kunne bestå en ‘autencitets-test’ – også selv om Cobaine snød på vægten og både forstærkede sin guitar og satte et par pedaler op og således brød med hele lejrbålskonceptet (og dermed iøvrigt gjorde udtrykket langt bedre, end dette formodentlig ellers ville blive og samtidig påpegede det let formålsløse i hele ‘unplugged’-konceptet).
Det tjener ikke noget formål at lave en gennemgang af albummet sang for sang, så lad mig blot konkludere, at det er et fremragende album og så ellers pege på et par højdepunkter. Kurt Cobain synger som en lille rock-gud, inderligt, distinkt og med en rækkevidde for den stemme, der ellers lyder både brugt og intentionelt forvrænget, man måske ikke umiddelbart havde tiltroet ham. Dertil kommer, at et par af cover-numrene af forskellige årsager står decideret mageløst frem, og bliver givet et udtryk og liv, der ikke lader originalversionerne noget efter.
Det sidste gælder fx “The Man Who Sold The World”; på det tidspunkt, i midt-90’erne, var David Bowie – og specielt da ikke hans mere ukendte 1970’ersange – særlig kendt blandt rock- og pop-pulikummet, men her fik Cobaine både demonstreret, hvad han selv havde som inspirationskilde, eller hvad han var rundet af, samtidig med at han gav Bowie-sangen et liv væk fra dens skaber, på et niveau, hvor Bowie selv konstaterede, at det kunne være dobbelt irriterende, når udgaven både blev så god, som tilfældet var, og når det unge (historieløse?) publikum til hans koncerter efterfølgende roste ham for at tage et Nirvana-nummer med, når han optrådte. Derudover er der nogle mere ukendte cover-numre fra ellers – i min verden – mere perifere bands som Meat Puppets, der selv er med til at fremføre tre af sangene ved koncerten, og skotske The Vaselines. Sdstnævnte med nummeret “Jesus Doesn’t Want Me for a Sunbeam”, hvor bassist Krist Novoselic lige griber en accordeon og sammen med cellisten får skabt en smuk, halv-støjende bagvæg til Cobains i dette tilfælde afdæmpede stemme.
Endelige er der så albumlukkeren, den traditionelle americana folksong, “Where Did You Sleep Last Night”, oftest tilskrevet Lead Belly (Huddie Ledbetter). Hvis ikke den sang kan få hårene til at rejse sig på armene, give en lille klump i halsen og måske få vandet til at trænge sig på på indersiden af øjnene, må man være lavet af sten. Barberet ned til guitarens akkorder, let bas og trommer og så den fine cello, er det råt, smukt og rent, og især sidste omkvæd, hvor Cobain løfter sangen en oktav og desperationen og nerven skriges ud, og ordet ‘shiver’ trækkes, indtil resten af bandet stopper musikken og venter på, at Kurt tager ordet igen, er simpelthen lyden af en sanger og et band, der vil kunne, hvad de måtte få lyst til – og i bevægelsen holde publikum i et jerngreb.
Dén sang i dén udførelse er tæt på at være den fineste, bedste og smukkeste rockpræstation i historien. Måske hyperbolsk, men hvis De ikke tror mig, kan De jo selv sætte den på og lytte til den. En enkelt gang burde være nok, men gentag gerne. Det er den værd.