Musikhistorien er fuld af skæve eksistenser, af talenter, der aldrig slog igennem og af hårdt arbejdende musikere, hvis gennembrud aldrig kom, fordi de aldrig var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Ole Friis er en af disse musikere, der besad et påviseligt talent, men som af forskellige årsager aldrig fik et gennembrud.
I det samme musikalske semi-undergrundsmiljø som Creme X-treme og Fielfraz var opstået af i Odense mødte Ole Friis på den herostratisk berømmede, og fortsat sprællevende, Boogies Dance Café den jævnaldrende keyboard-spiller og guitarist Kell Dalager, og sammen fik de hevet en pladekontrakt hjem hos det nystartede pladeselskab It’s Magic, ledet af den dengang sindssygt dynamiske Ernst Michael Jørgensen. Debutalbummet Ole Friis m. Finn & De Fem Fejl blev udgivet i en vis hast, og åbenbart var præstationen – og salgstallene – tilstrækkeligt overbevisende til, at den blev fulgt op året efter af en ny konstellation omkring Ole Friis og et nyt album, Soul.
Det er måske ikke umiddelbart så let at forstå på næsten 30 års afstand, men albummet blev som jeg husker det et mindre undergrundshit – og ikke kun i Odense. Genren er lidt blød soul-pop, med slap-bas og horn som back-up til Ole Friis’ let hæse og kompetente vokal, men det er altså ikke sådan i det store og hele særlig godt.
Side 1 (morfar-muntert betitlet ‘Den ene side’) består af en række danske sange, forfattet af bl.a. sangeren selv, Lis Sørensen og den gamle Bifrost-bagmand Tom Lundén. Dem er der ikke ret meget at sige om, men det er primært et behjertet forsøg på at udføre dansksproget soul-pop i den lette afdeling. Side 2 (lige så festligt benævnt ‘Den anden side’) er engelsksprogede cover-numre, og der lukkes af med Neil Diamond-klassikeren “I’m A Believer”.
Det er alt sammen fint nok; det er velproduceret, musikerne er glimrende og Ole Friis synger som sagt ganske udmærket. Problemet er, at det bare ikke helt er nok. Der er gode ambitioner at spore over det hele, og blandt andet er gæste-saxofonisten Bob Ricketts små indspark rundt omkring med til at tilføje lidt postuleret sydlig soul-stemning, men det swinger bare ikke helt ubesværet – og det er jo lidt ærgerligt, når nu det ligesom tydeligvis var formålet med det hele. Til gengæld er jeg lidt vild med det keyboard, som de får til at lyde som et klassisk Hammond-orgel, komplet med Lesley-piber og hele svineriet.
Nå, hvis man selv vil danne sig et indtryk og vil starte med de gode sager på et album, der ikke svømmer over med sådanne, kunne man jo lægge ud med den første skæring, “Jeg Ved Det Godt”, der fint indkapsler hele stemningen på albummet og som faktisk er OK skrevet og udført, og derefter hoppe videre til “Gi’ Dig Hele Verden”, der som jeg husker det var single-forsøget på albummet, der fik lidt radio-tid, inden man slutter rundturen med netop “I’m A Believer”. Men så er man også dækket ind.
Ole Friis forsøgte at fortsætte karrieren i diverse konstellationer, men et udsvævende liv, hvori der bl.a. indgik alt for heftig brug af stimulanser af den forkerte slags, afkortede karrieren med ca. 10 år, inden han igen blev stoffri og forsøgte et come-back med albummet The Big Freeze i 2003. Dén har jeg ikke hørt.