Jeg ejer to plader med Olesen-Olesen, og det er jeg glad for. Både fordi det er rasende gode plader, men også fordi, jeg ellers ikke ville kunne høre dem. Det lyder måske logisk nok, men i disse tider, hvor musik er tilgængelig – ofte gratis – overalt, hvis man ellers har en mobiltelefon og en mobilforbindelse, kan man som regel finde det, man ønsker at høre.
Men det har d’herrer Henrik og Peter H. Olesen fravalgt. Kun et enkelt af deres albums kan findes på streamingtjenesterne, så hvis man vil høre musikken, må man finde sine gamle CD’er frem – eller anskaffe sig dem på vinyl. Det sidste kan heldigvis lade sig gøre, takket være et con amore-projekt af en århusiansk musik-elsker, der for nogle år siden satte sig for, at han da ville udgive de plader, han kunne lide – og som ikke hidtil kunne opdrives på vinyl. Dét er i sig selv en ret god historie, som vi folder ud ved en anden lejlighed.
Men streaming er ikke noget for Olesen-brødrene – i hvertfald ikke ifølge Peter H. Olesen: “Jeg synes, det er en latterlig aftale, KODA har fået lavet med streaming-tjenesterne. De færreste sangskrivere får noget ud af det økonomisk. Det er måske en god idé for de store pladeselskaber og sikkert en god idé for Spotify og de andre streaming-tjeneste, men rent økonomisk er der intet at hente for mindre kunstnere som os.” Ergo: hvis man vil høre og nyde musikken, må man anskaffe sig den på anden vis, og det vil jeg da så afgjort anbefale!
Der Er Brev Fra Onkel Bob I Amerika er nemlig, som jeg indledte med at skrive, en god plade. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er en gigantisk sucker for dansksproget musik, især når teksterne er skrevet med kant, lyrisk gefühl og fornemmelse for sproget og dets virkemidler, og når det så oven i købet er pakket ind i fine melodier, smukt arrangement og leveret med overskud i såvel udførelse som vokalpræstation, så rammer det altså lige i solar plexus.
Måske hjælper det på min oplevelse af albummet, at jeg har nået en vis alder, hvor tekster, der er gennemsyret af vemod og længsel, med enkelte snert af livslyst og glæde ved at være i live, synes at tale direkte til mig:
Deroppe står månen, som også er fuld
og lyser ned over mit hus
Og jeg siger at verden er smuk
Set gennem en voksende rus
Det er jo næsten direkte relaterbart, når man trisser rundt en stilfærdig aften iført et glas rødvin eller tre og funderer stilfærdigt over tilværelsen. Og så er det altså leveret via en smuk baryton og et brus af mellotron, lap-steel guitar og semi-country-melodi, fuldt orkestreret og lige så fuld af tilbagelænet fryd over skønheden, der opstår gennem den voksende rus: ‘Der er nye ar og erfaringer / det er den samme gamle melodi.’. Ja, det er, og det er faktisk okay – set her fra en lidt-mere-end-midaldrende mands perspektiv.
Brevet fra Onkel Bob er muligvis sendt fra Robert Zimmerman, for det kunne godt lyde som om, der er en vægtig inspirationskilde fra His Bobness himself. Det gør absolut ikke noget, tværtimod, hverken musikalsk eller tekstmæssigt. Der er mere end et snert af americana over musikken, der i de mest voluminøse af sangene bruser ind over os, og i de mere minimalistiske bærer de smukke, prunkløse tekster flot igennem.
Og bare, så der ikke er misforståelser undervejs; skønheden findes ikke kun i de sange, der besynger livets finere øjeblikke som på titelnummeret, “Hvor alting hører op” og den måske let ironiske “Når man nærmest har alt”. Tværtimod. Vemod, livslede og selvforagt holder en del af sangene oppe, men pudsigt nok i et udtryk, der ikke giver suicidale tendenser, på trods af linjer som ‘Det er en last af ufærdige skitser fra en forkrøblet ånd. / Et kronisk anfald af selvhad, et endeløst selvkørende bånd. / Atter kuldsejlet, forevigt forfejlet / en ufrivillig grum parodi’. Jo, det kan godt være noget skidt at være ‘En senil guds sære skaberværk med graverende skønhedsfejl’, men når det kommer så fint til udtryk, kan man jo kun takke for denne “Slet skjulte selvbiografi”.
Jeg har tidligere skrevet om, at brødrepar i musikken ikke nødvendigvis var særlig heldigt. Det var det i dette tilfælde, og selv om der er gået mere end tyve år siden udgivelsen, så er Der Er Brev Fra Onkel Bob I Amerika et af de smukkeste eksempler på, at netop disse brødre kunne frembringe noget langtidsholdbart og afsindig smukt, på trods af – med tiden vist uoverstigelige – forskelle og uoverensstemmelser. Man skulle faktisk tro, at det ikke kunne blive bedre fra deres hånd, men det kunne det… Og hvis De ikke tror på det, så følg med, når vi lægger øren til solsort og forstærker.
Og når nu det ikke er muligt at streame musikken, og det kan være svært at blive overbevist via ovenstående alene, så kan De jo glæde Dem over, at det stadig er muligt at anskaffe sig pladerne. Det kan ske via web-shoppen på Wouldn’t Waste Records. Og nej; vi på Vinylstakken bliver ikke betalt for den slags anbefalinger, men der er noget smukt i, at en musikelsker beslutter sig for, på egen regning, at genudgive god og ellers uopdrivelig musik, og det støtter vi svært gerne.