Der er mange strategier, man kan vælge, hvis man vil være berømt i sin samtid. Provokation er en velkendt en af slagsen; hvis man forarger tilstrækkeligt mange – og i øvrigt formår at få forargelsen tilstrækkeligt bredt ud i offentligheden og til de rigtige – så er det i mange tilfælde ligegyldigt, om det er skuespil, sang, dans eller billedkunst, man har talent for. Man skal nok få sit navn ud – om ikke andet så i Warhols berømte 15 minutes of fame.
Det hjælper nu også lidt på sagerne, hvis man ellers har noget at byde på indenfor sin metier. Så selv om One Two skabte en vis furore i midten af 1980’erne ved at udgive en plade, hvor coveret viste den ene forsanger Cæcilie Norbys ubarberede armhule, så kunne den danske trio – der udover Norby bestod af Nina Forsberg og Søren Bentzen – byde på lidt mere end bare forargelsen. Faktisk kunne de producere hits, der talte til pladekøberne i et omfang, så de solgte 130.000 eksemplarer af deres debut-album. Her kunne man finde deres vel nok to største hits, “Billy Boy” og “Midt I En Drøm”, og sange som disse fik masser af spilletid i radioerne for 35 år siden, ligesom de i dén grad kunne få folk ud på dansegulvet til koncerter og halballer.
One Two løftede arven efter fx Sneakers flot med deres primært dansksprogede (der har sneget sig en enkelt engelsk sang, “Humanity”, ind på albummet), renskurede popmusik og med en højtflyvende, dynamisk lyd, der ikke gav hit-bands som Toto noget at komme efter – lyt bare til introen på “Billy Boy”. Det er flot produceret, vellydende og teknisk vældig kompetent med to ualmindeligt gode popsangere i front, og alt på det album signalerer i dén grad lyden af midt-80erne. Og så kan man jo lide det eller lade være.
Søren Bentzen kunne skrive melodisk fængende pop-sange, hvad både “Billy Boy”, “Midt I En Drøm” og “Hvornår” med al ønskelig tydelighed demonstrerer. Det ér altså gode sange, og så kan man godt bære over med en vis naivitet i den ret simple hjerte-smerte-lyrik, der dominerer tekst-siden. Hvem lægger vel også mærke til slige sager, når musikken spiller og man danser rundt med højt hår og drikker Sort Guld? Musikken lægger sig perfekt i slipstrømmen på tidens musikalske udtryk, og jeg er overbevist om, at også lyttere med 30 års mindre erfaring end undertegnede, ville kunne placere den tidsmæssigt.
Det er nok bare ikke tilstrækkeligt til, at de ville kunne lide den som andet end netop en fin danse-sag til en glad aften med vennerne og en spilleliste, der byder på forne tiders største hits. Hørt på 35 års afstand er hele albummet – måske bortset fra netop de nævnte – lidt hurtigt fordøjet, og der er nok en grund til, at det, i modsætning til andre af de gode ’80er-album, der står i reolen, ikke bliver spillet særlig ofte.
NB: at sangerne ikke ‘bare’ var et par pæne kvinder, der kunne pryde et albumcover – med eller uden hår under armene – men at der var gods, tyngde og teknisk formåen i vokalerne, kan man ikke blot høre på One Twos debutalbum. Således modtog Cæcilie Norby allerede samme år som pladen udkom Ben Webster-prisen for jazz-udgivelsen Frontlife og efterfølgende har hun bl.a. haft en mere end almindeligt glorværdig og succesrig karriere indenfor netop jazz-musikken.