Svenskerne har altid været gode til det der med popmusik. ABBA er naturligvis det indlysende eksempel, men også Roxette, Ace of Base og lidt mere nutidige Tove Lo, Robyn, First Aid Kit og Aviici demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at på dét område kan vort broderfolk altså noget. Og så har vi endda slet ikke nævnt mega-hitmageren i kulissen, Max Martin, der skriver det ene top 10 hit efter det andet – og således har toppet den amerikanske hitliste mere end 20 gange.
Helt deroppe var Thomas Eriksson ikke, da han under navnet Orup udsendte sit andet solo-album, 2, i 1989. Men både i Sverige, hvor albummet på kort tid solgte mere end 150.000 eksemplarer, og i Danmark, hvor den charmerende stockholmer senere stor-hittede med “Stockholm” blev han ret hurtigt et navn, man godt gad lytte til – også ved hans energiske live-optrædener med hans 10-mands store band, som man bl.a. kunne fornøje sig med på Roskilde Festival i 1989.
Inden vi fortsætter er det dog måske på sin plads med en tilståelse, som bliver skrevet med røde øren og let rystende hænder. Det forholder sig nemlig sådan, at Orups album ikke har fundet sin plads på pladereolen på helt hæderlig vis. Jeg har sandt at sige slet ikke betalt for pladen. Det skyldes kort fortalt, at jeg i mine unge dage lagde en del af min fritid på den lokale radiostation som fritids-DJ, hvor jeg blandt andet havde fornøjelsen af at præsentere lytterne for den nye musik, der blev sendt til radioen fra pladeselskaberne for på den måde at få lidt gratis reklame.
En af disse gange fandt jeg Orup i den tilsendte kasse, og for nu at gøre det bedste, jeg kunne i min rolle som musikformidler, tog jeg pladen med hjem et par dage før den skulle spilles i radioen – og altså inden den blev registreret i den i øvrigt ret righoldige pladesamling radioen rådede over – for lige at lytte den igennem og få sat nogle ord på oplevelsen. Og så skete der altså det, at jeg muligvis nok fik den spillet i radioen – men også at den måske ikke nåede at blive registreret på noget tidspunkt – og at jeg kom til at tage den med hjem i stedet.
Sådan! Det var godt ligesom at få renset luften, når nu det har naget mig i mere end to årtier. Eller … Jeg har muligvis ikke skænket det en tanke, før jeg nu satte mig til tasterne for – endnu en gang – at præsentere pladen for nogle få, sagesløse og uskyldige læsere. Radiostationen er for længst blevet lukket, og jeg har en klar fornemmelse af, at Orup ikke har været savnet, da nogle skulle gøre boet op. Hvis det er tilfældet, er de velkommen til at henvende sig her, så skal jeg sørge for at gøre skaden god igen med det samme!
Det kan så i øvrigt undre, at jeg gjorde mig til kriminel for netop denne plade, for så god er den altså heller ikke. Der er lidt langt mellem snapsene, sådan rent musikalsk, og selv om Orup har en fin stemme, og det sine steder swinger ret godt, fx på “Med Flyg Till USA”, så er der altså en del af sangene, der med deres kække pop-stemning, tidstypiske synthesizere og trommemaskiner, der tonser derudaf, lyder lidt som om, det kunne have været svenske bidrag til Melodi Grand Prix i 1980’erne.
Men muligvis har jeg forelsket mig i albummets absolut bedste sang, den fine og afdæmpede “Regn Hos Mig”. Den sang er hele albummet værd og, ud over føromtalte kæmpehit, “Stockholm”, vel det bedste Orup har præsteret. På en ret minimalistisk, men svært fængende, melodi, ualmindeligt passende ledsaget af veldoserede strygere, får vi en smægtende afsavns-sang, hvor hjerte-smerte-problematikken bliver sat i passende kontekst af …. vejret:
Jag har hört
På radion idag
Att vi har solsken
Över hela vår stad
Det låter väldigt underligt
För jag har bara
Regn hos mig
Kom tillbaks och gör det fort nu
Här är blött och kallt
För ända sen den dag du for
Så har jag bara
Regn hos mig
Det er da noget af en håndfast metafor – lige til at stoppe op ved og stikke i lommen til en gråvejrs-dag, hvis man må tage sig dén lille frihed. Og eftersom den går lige i hjertet, leveret som den er med indfølelse, komplet med falset og hele pibetøjet, så må jeg altså tilstå, at jeg alene på grund af den sang absolut ikke fortryder min kriminelle handling, dengang i 1989.