Af Jesper Borup – gæsteskribent på Vinylstakken
Når snakken går blandt fans om hvilket Pet Shop Boys album, der er det bedste, er Behaviour altid en central del af snakken.
Det er et modent album. Måske det første modne Pet Shop Boys album? Det er deres fjerde og kommer efter en albumpause på to år. Efter det store gennembrud med debuten Please (den med “West End Girls”), Actually (den med “It’s a Sin”) og extended remix albummet Introspective (med geniale “Left to my own Devices” tillader de sig selv et par års fordybelse for at kunne modnes og finde ud af, hvem Pet Shop Boys egentlig er.
Behaviour ramte mig lige durk i mit tunge, melankolske hjerte i oktober måned, mens jeg var midt i efterårssemesteret i 3.g på Svendborg Gymnasium og dybt forelsket. Endda lykkeligt, for hun var på det tidspunkt endnu min. Men derfor kunne man jo godt gå rundt med poesien udenpå tøjet og skælve lidt i den første kolde efterårsvind. Og flere af numrene på Behaviour taler direkte ind i den følelse. ”To face the truth,” ”Only the Wind,” ”My October Symphony” og ”Jealousy” har alle den dér poetiske dybblå tone, man kan bære med sig gennem vinteren, som Pet Shop boys – Neil Tennant og Chris Lowe – er mestre i at frembringe.
Albummet åbner med “Being Boring”, en smuk hyldest til ungdommen og dens kulturhistorie i den vestlige civilisation fra 1920’erne og op til i dag. Og en personlig, velfortalt historie om, hvordan ungdommen glider umærkeligt over i voksenlivet og lige pludselig står man dér og er blevet et modent menneske:
I never dreamt that I would get to be
The creature that I always meant to be
But I thought in spite of dreams
You’d be sitting somewhere here with me
– er nok det vers, jeg bedst kan identificere mig med, nu hvor jeg har rundet det halve århundrede. Men tidligere, i mine tyvere og tredivere, var det omkvædet, der vækkede størst genklang i mig:
‘Cause we were never being boring
We had too much time to find for ourselves
And we were never being boring
We dressed up and fought, then thought: “Make amends”
And we were never holding back or worried that
Time would come to an end.
Musikalsk er det en perfekt albumåbner, der sætter et forsigtigt tempo med et venligt beat og elektroniske klange lag på lag. Det trænede øre vil opdage, at et nyt instrument i Pet Shop Boys-sammenhæng bliver introduceret allerede i forspillet. Duoen har inviteret to navnkundige guitarister, den populære session-musiker J.J. Belle og den tidligere The Smiths-guitarist Johnny Marr til at spille med på tre af numrene på albummet.
Historien om, hvordan Pet Shop Boys mødte Johnny Marr er god at få forstand af, hvis man vil blive klogere på, hvor tilfældigt tingene også kan være. De tre mødte hinanden i en elevator på Mondrian Hotel i Los Angeles. Marr havde netop forladt The Smiths og nævnte for Neil Tennant og Chris Lowe at han virkelig godt kunne lide sangen ”Hit Music” fra deres album Actually. Det korte møde såede kimen til mange senere samarbejder. De samarbejder om at skrive sange til Johnny Marr’s senere supergruppe Electronic, som han danner sammen med Bernard Sumner fra New Order. Senere arbejder de tæt sammen på Pet Shop Boys albummet Release, der er den elektroniske duos første egentlige guitaralbum på samme måde som Violator var Depeche Modes første guitaralbum. Derfor er albumcoveret til Release en vaskeægte pastiche på coveret til Violator.
Men det var et sidespring. Dem er der rigeligt med muligheder for at tage med Behaviour. Det er nemlig også gruppens første samarbejde med tyskeren Harold Faltermeyer, der producerer albummet i sit studie i München. Pet Shop Boys har en dyr vane med at vælge at arbejde sammen med store producernavne. Før Axel F-komponisten Faltermeyer har de allerede kunnet skrive Trevor Horn, Julian Mendelsohn, Stephen Hague og Shep Pettibone som producer-credit på deres innersleeves. De vælger Faltermeyer til Behaviour, fordi de ville have en mere analog lyd på deres første modne album.
”This must be the place I waited years to leave,” albummets andet nummer, er klassisk Pet Shop Boys lyrik. Den handler konkret om Neil Tennants skoletid, og formentlig også om at være homoseksuel i en kontekst, hvor det ikke er normmæssigt accepteret, men enhver, der har prøvet at føle at man ikke hører til i en hvilken som helst sammenhæng, måske på en forkert arbejdsplads eller i et udbrændt parforhold, vil kunne nikke genkendende til følelsen og teksten.
Musikalsk er tracket faktisk skrevet, så det kunne kandidere som en James Bond sang, med en anden tekst, selvfølgelig, og det kan man godt høre. Chris Lowe og Neil Tennant var inde i billedet til at skulle levere til den næste film om agent 007, The Living Daylights, men det endte med at blive den samtidige hitgruppe, norske A-ha, der fik æren.
Whatever has gone wrong?
The fear and feeling hopelessness
I don’t want to belong
This must be the place I waited years to leave
And how
How long?
Jeg har samtlige Pet Shop Boys album i reolen. Og en kæmpestor bunke af deres utallige maxisingler. Hvorfor kan jeg godt lide dem?
Neil Tennant og Chris Lowe står for en særlig intellektuel melankoli, jeg kan identificere mig med. Det er ekstremt iørefaldende popmusik, der trodser tidens tand og lyder relevant også mange år senere. Og så har det en tekstmæssig kvalitet, som jeg vil beskrive som noget særligt ophøjet britisk, når det er allerfinest. Noget, som ingen andre sprog eller skoler kan levere. Det tilfredsstiller altså både mit uhelbredelige popøre og min trang til at blive stimuleret intellektuelt.
Behaviour er vel gruppens mest melankolske album? Det stinker af efterår, regn, minder, svunden forelskelse og bitter erkendelse. I bedste britiske stil er der også klassisk Pet Shop Boy’sk sarkasme på ”So Hard” og “How can you expect to be taken seriously?”
”So Hard” handler om et flamboyant par, der ikke kan finde ud af at være hinanden tro. En tekst, der bare er helt basalt morsom og selverkendende, men så har den alligevel det dér touch af naiv melankoli i omkvædet, for hvad nu hvis vi kunne lade være med at ødelægge det for os selv?
“How can you expect to be taken seriously?” er en right out sviner til hykleriske popsangere, der tror, de kan redde verden, hvis bare de siger noget pænt og politisk korrekt til et awardshow. Den skulle konkret være inspireret af Wendy James fra Transvision Vamp, men kunne lige så godt handle om Sting eller Bono. Det er således næppe tilfældigt at b-siden på maxisingleversionen er den ret morsomme spoof ”Where the Streets have no name / I cant take my eyes off of you” hvor U2-klassikeren elegant mixes med Frankie Vallis crooner-schlager. Som Bono replicerede overfor pressen: What have I done to deserve this?
“My october symphony!”
Ja, jeg er nødt til at sætte et udråbstegn bag det nummer, for det har det fortjent. Wow. Der findes ikke et stykke musik, der bedre beskriver og udtrykker den følelse, jeg har hvert år i oktober. Personligt kan jeg ikke komme igennem oktober måned uden at høre det nummer. Jeg er nødt til at bære det med mig – eller lade det bære mig? – ind i mørket og hæve paraderne for den truende vinter.
So we’re all drinking
As leaves fall to the ground
Because we’ve been thinking
How October’s let us down
Then and now
Bare et lille poetisk uddrag. Find hele den fine tekst på internettet og hør den sammen med mig til oktober.
“Jealousy,” “Nervously,” “Only the Wind,” og “To face the Truth” er alle sarte, ømme kærlighedssange om de mest skrøbelige øjeblikke i en forelskelses start, midte og slutning.
Det dyrebare øjeblik, hvor man opdager forelskelsen i ”Nervously” og det sværeste øjeblik af dem alle i ”To face the Truth.”
Jeg er ret sikker på, at hvis en homoseksuel satte sig ned og gennemgik albummet sammen med mig, ville vi kunne få øje på en rød tråd. Se, at der løber en historie gennem albummet om først ikke at føle at man hører til, siden at komme ud og finde sig selv, prøve den første forelskelse og siden gå gennem de trange genvordigheder, kærlighed også kan være, hvad enten man er homoseksuel eller heteroseksuel. På den måde kan man, udover de fire nævnte, også tælle ”So Hard” og ”This must be the place…” med i albummets røde tråd. Pet Shop Boys råber ikke højt om det, for det er ikke deres stil, men de har gennem årene ydet et fint bidrag til normaliseringen af det at være homoseksuel. Ikke mindst med deres tekster om kærlighedslivet, og ikke mindst på Behaviour. Og det ligger godt i tråd med albummets titel.
Uanset seksualitet er det tekster på et højt niveau og dem kan vi alle spejle os i. Som Neil Tennant konkluderer på ”The end of the World:”
It’s just a boy or a girl
It’s not the end of the World
Til slut skal, når det nu er en vinylblog, jeg skriver til, æstetikken på albummets ualmindeligt lækre cover og innersleeve have et ord med på vejen. Fire små kvadrater med fotos af høj æstetisk kvalitet sat sammen i et samlet kvadrat midt på det kvadratiske vinylcover. På innersleevet 47 små, lige så lækre, kvadratiske fotos af duoen i forskellige opstillinger. Kan du huske, hvordan Instagram begyndte? Nemlig. Lækre, kvadratiske fotos i en lind strøm. ”Behaviour” er Instagram 20 år før Instagram. Værsgo. Artworket skyldes Pet Shop Boys’ bredt berømmede samarbejde med designeren Mark Farrow, der i 2004 blev kåret som ”The most important graphic designer working today.” Ja, det skal jeg lige love for, han var, og der var den igen, den med de seje samarbejdspartnere. Af alle de fede ting, han har lavet sammen med Chris Lowe og Neil Tennant, er Behaviour vel det fedeste. Seks stjerner herfra, til både musik og design.
Indlægget er skrevet af Jesper Borup, der i det daglige er journalist og som slår sine folder på DR, hvor han bl.a. har lavet en ualmindelig god podcast-serie om David Bowie. Jesper er en ualmindelig kyndig musik-kender (connaisseur?) og trofast gæst ved alle de koncerter, han kan komme i nærheden af. Og så er han glad for god popmusik…