Peter Gabriels tredje solo-udspil, efter at han havde forladt Genesis, er en fabelagtig god plade. Han var stadig teatralsk som få, men på Melt-pladen (således navngivet ud fra det let creepy album-cover, hvor halvdelen af Gabriels ansigt synes at smelte bort som stearin) formår han at kombinere både det teatralske, art-rocken, den kunstneriske integritet og den nye lyd, han mere eller mindre opfandt på albummet, med en tilgængelighed, der gjorde det iøvrigt ret uhyggelige og fremmedgjorte album til næsten hvermands-eje.
Det kan muligvis skyldes de hit-singler, der også var at finde på albummet. Singlen “Games Without Frontiers” fik en del airplay i radioen og landede på en fjerdeplads på den britiske singlehitliste, og også i lille Danmark kunne den høres jævnligt over et par år. I virkeligheden er den en tekstmæssigt næsten naivistisk antikrigs-hymne, hvor krigen bliver anskueliggjort via børneleg. Men den holder big-time, også fordi den minimalistiske melodi – hvor Kate Bush iøvrigt synger/messer omkvædet ‘Jeux sans frontiers’ – er insisterende og dragende (og har de fineste fløjte-stykker man kunne høre på denne side af Roger Whittaker). Også “Biko” gav Gabriel et stort publikum – og gav publikummet en gryende forståelse for verdensmusikken og det, man kunne bruge den til.
“Biko” er iøvrigt også et fint nummer, lige fra introens samplede kor (på en eller anden afrikansk dialekt), de dybe trommelyde og den skærende en-tones-guitar, der indleder sangen, inden Gabriels sang-foredrag om den sydafrikanske anti-apartheids-aktivist Peter Biko og dennes død. Jo, Peter Gabriel ville vække folket, og det fik han gjort på baggrund af en sang, der låner elementer fra både afrikansk stamme-sang, den forhenværende band-kollega Phil Collins karakteristiske trommer og letforståelig (men igen; let naiv) tekstlinjer som ‘You can blow out a candle / But you can’t blow out a fire /Once the flame begins to catch / The mind will blow a higher’.
Men det er i min verden et nummer som åbnings-sangen “Intruder”, der stjæler opmærksomheden. Både på grund af produktionen, hvor de tonsende trommer, der indleder nummeret inden den skærende og dissonante klaver(?)-figur åbner ballet, og alle de sære og fremmedartede lyde fylder rummet, understreger det iskolde tema og Gabriels forholdsvis creepy stemme kan synge om den indtrængende i nærmest hitchcocksk forstand:
I like to feel the suspence when I’m certain you know I am there
I like you lying awake, your bated breath charging the air
I like the touch and the smell of all the pretty dresses you wear
Det er da ualmindeligt klamt – og der er ingen nåde at finde i musikken, der konsekvent søger det fremmedgjorte, det understregende, det iskolde og det modbydelige. Og den glade, lækre, ligeglade fløjten, inden Peter Gabriel synger afslutningslinjen ‘I am the intruder’ gør det mildest talt ikke bedre, vel?
Det er den på det tidspunkt allestedsnærværende – og inderligt hypede – producer Steve Lillywhite, der har produceret, men Peter Gabriel selv har sat voldsomme fingeraftryk på hele albummet. Han opfandt simpelthen lyde og måder at bruge instrumenter på, som ikke på det tidspunkt var hørt før. Fx er det et timelangt projekt at finde de mange forskellige lyde, der er anvendt på “No Self Control” ved siden af den frådende guitar og Phil Collins trommer – hvor han havde fået forbud mod at bruge bækkene. Og alt det tilsammen gør, at albummet lyder forbavsende moderne og friskt – på trods af, at det altså også er sindssygt creepy art-rock hele vejen igennem.
Favoritterne for undertegnede er mange, men de ovennævnte – specielt “Intruder” – og den lidt mere løsslupne “I Don’t Remember” er, sammen med hittene “Games Without Frontiers”, “Biko” og lukkeren på side 1 “And Through The Wire” – der har mere end en snert af Springsteen over sig – glimrende grunde til at genbesøge albummet. Måske er det knap så lettilgængeligt som kæmpehit-albummet So, men det er så til gengæld langt bedre… Men det behøver De jo ikke være enig med mig i.
PS: Der gik mange år inden jeg fik fingrene i pladen, fordi den var forholdsvis uopdrivelig i de pladeforretninger og de plademesser, jeg besøgte. Heldigvis havde jeg en vidunderlig solfyldt august-formiddag forvildet mig ned på det lokale loppemarked på havnen, hvor jeg pudsigt nok mødte en gammel kollega, der var i gang med at sælge sine dubletter fra vinyl-samlingen. Så dén fik jeg – for gammelt venskabs skyld, vælger jeg at tro, for 30 kroner. Og så var dén dag reddet… Så hermed; tak til Claus for det; jeg skylder!