Det var muligvis en gedigen overraskelse, at et af 1980’ernes bedste – og bedst sælgende – albums skulle komme fra Peter Gabriel. Siden sin afsked med Genesis 11 år tidligere havde Gabriel markeret sig med en række forholdsvis kompromisløse solo-albums, hvor det lød, som om han havde valgt entydigt mellem de to hovedspor, der var lagt ud for ham: kunstner eller pop-musiker. Og han havde valgt Kunstneren – med ret stort K.
Han havde nu ellers tidligere demonstreret, at han godt kunne skrue et fornuftigt pop-nummer sammen, bl.a. på det tredje af de fire selvbetitlede solo-albums (‘Melt’-albummet) fra 1980, hvor man kunne finde “Games Without Frontiers”. Så måske bestod overraskelsen mere i, at det var et helt album, han fik udgivet, hvor stort set alle sangene var lige til radioen – og til hitlisterne?
Under alle omstændigheder var – og er – det et fremragende album, der har holdt sig forbløffende godt. Nogle af numrene har ganske vist den meget karakteristiske 80’er-lyd med slap-bas og distinkt reverb på trommerne og den grandiose lyd, der kendetegnede musikproduktionen dengang. Og det er naturligvis heller ikke helt tilfældigt, når man tænker på, at pladen blev produceret af Daniel Lanois, der forinden blandt andet havde stået bag U2s The Unforgettable Fire. Men ellers var det ren genhørsglæde, der kendetegnede stemningen i stuen, da So fik lov at spinne på grammofonen – mere end en enkelt gang.
Slagnummeret fra albummet er naturligvis den fortærskede “Sledgehammer”, der i kraft af sin banebrydende, animerede video opnåede den ære, at være den sang, der oftest er blevet spillet på MTV. Det pudsige ved den var ved genhøret, at jeg aldrig havde lagt mærke til de ellers ret tydelige seksuelle referencer i teksten, som ‘Open up your fruitcase / Where the fruit is as sweet it can be”. Hvis man snupper hele teksten i den kontekst er det faktisk ret fantastisk, at den slap gennem censuren. Men lige præcis dén sang er så til gengæld også næsten den eneste, jeg havde svært ved at høre igen – og det var udelukkende på grund af, at jeg simpelthen er blevet træt af den, ikke fordi det ikke er et rigtig godt, uptempo popnummer.
Derimod er jeg ikke blevet træt af hverken “Don’t Give Up” eller “In Your Eyes”. Den første, og albummets bedste sang, i duet med Kate Bush, der med sødmefyldt, klar røst trøster den ellers aldeles mistrøstige og miserable Gabriel (og henter ham ned fra den bro, han er ved at kaste sig ud fra). Den anden er den ultimative kærligheds-sang, som ikke blot står vidunderligt alene, men som også blev anvendt (rigtigt) i Cameron Crowes fine film Say Anything (der fornuftigt nok blev fordansket til Alle Elsker Lloyd). Men derudover er pladen bare fyldt med gode sange: fra den let ironiske “Big Time” over den flotte albumåbner “Red Rain” til den drømmende og melankolske, næsten ambiente “Mercy Street”.
Med So beviste Peter Gabriel, at det var muligt at krydse grænserne mellem pop og kunst – og at det ene ikke behøver udelukke det andet. Gabriel er en fabelagtig sangskriver og komponist, der kender både musikalske virkemidler og som kan sætte tekster sammen, der ikke blot er hjerte-smerte-rim – også når de skal bruges i popmusikken. Kombineret med det faktum, at han er en glimrende sanger, er det måske alligevel ikke så overraskende, at han fik et mainstream gennembrud med albummet.