Det fjerde solo-album fra Phil Collins lyder i mangt og meget som det tredje. Masser af horn, masser af elektrisk klaver, men nu med lidt flere rigtige trommer i stedet for trommemaskiner. Og så har den gode Collins pludselig udviklet samfundssínd.
Det gør det nu ikke ret meget mere spændende. …But Seriously er lyden af Phil Collins, som han nu engang lyder, når han er på egen hånd, og jeg ville ærlig talt have været fuldt tilfredsstillet i den retning, hvis jeg kun havde et i stedet for hele tre albums med ham. Og det er jo lidt ærgerligt, når det ikke er godt nok til begejstring, og når man heller ikke kan svinge sig op til en gevaldig sviner af en anmeldelse, men mest af alt synes, at det hele er sådan lidt kedeligt og ligegyldigt.
Men det er Phil Collins sikkert rasende ligeglad med. Som en af de bedst tjenende musikere nogensinde har han scoret i omegnen af 115 mill. engelske pund på sine udgivelser, og det er jo alt andet lige også en slat penge. og så kan man vel godt tillade sig at være lidt kølig overfor en tilfældig skribents tilfældige skriblerier. Så lad mig gøre det kort: hvis du nu har anden musik stående i reolen, som du har lyst til at høre, eller generelt har bedre ting at foretage dig, så gør det ikke noget, hvis du ikke får hørt albummet i denne omgang. Eller i næste for den sags skyld.
Et af hittene på pladen var “Another Day In Paradise”, der var inspireret af, at Collins havde fået øjnene op for den ufattelige fattigdom og de miserable levevilkår, der var for hjemløse i Washington D.C. Det synger han om på en ballade, så ikke et øje er tørt, og det er sikkert både ualmindelig velment og aldeles sympatisk, og så kan det jo godt være, at teksten ikke er specielt subtil: ‘Oh Lord, is there nothing more anybody can do?’ Men når budskabet bliver forstået, er alt jo godt. Også den afsluttende “I Wish It Would Rain Down” blev et hit, og her har vi minsandten fået gamle Slowhand, Eric Clapton, med på guitar, og det gør han fint på denne hjerte-smerte-ballade.
Til gengæld er det altså en skæg gimmick, han har fundet på til sine covers. Hvis du nu bladrer ned over albumcoverne på mine beskrivelser, så er det da sjovt, at forsiden på dem alle består af et close-up af Phil Collins alvorlige ansigt. Det er da i det mindste konsekvent, hvis man nu skulle sige noget positivt. At det så samtidig er et ufrivilligt morsomt billede på den musikalske udvikling – eller mangel på samme – på de tre albums, må så stå for betragterens egen regning.