Face Value betyder noget i retning af ‘Pålydende værdi’, og så kan det jo passende være op til den enkelte, om det så er det, man får, når man har købt albummet med Phil Collins og lægger det på grammofonen. For mit vedkommende for første gang i rigtigt mange år.
Albummet var det første solo-album for Phil Collins. Forud var gået ti år som professionel musiker i bandet Genesis, først som trommeslager, og derefter – da Peter Gabriel forlod bandet i midten af 1970’erne – som forsanger. Det var derfor ikke et helt ubeskrevet blad, der tordnede til tops på hitlisterne både med albummet og med første-singlen “In the Air Tonight”. Og det var også dette nummer, der gjorde, at jeg – med nogle års forsinkelse og til nedsat pris – anskaffede mig albummet. Det er nemlig en god sang!
Det kræver selvfølgelig, at man kan holde Phil Collins ud, sådan helt generelt, og at man kan kapere hans særlige kendetegn; det karakteristiske trommespil og hans distinkte vokal. Men sangen selv er aldeles glimrende, og i mit tilfælde kunne den sagtens holde til et genhør 35 år efter udgivelsen, selv på trods af de elektroniske lyde, der især i starten fylder en hel del. Men jeg er ret vild med dysterheden og den foruroligende stemning, der langsomt bygger op fra et reduceret og tilbageholdende sangforedrag frem mod et mindre crescendo, der sagtens kunne være blevet udbygget. Og så er det en af de sange, hvor det blev gjort muligt at spille ‘luft-trommer’ i stedet for luftguitar.
I virkeligheden er det faktisk en aldeles grim break-up-sang, hvis man nu fx gider lytte til teksten: “Well if you told me you were drowning, I would not lend a hand / … / So you can wipe off that grin, I know where you’ve been / It’s all been a pack of lies”. Så det er sandeligen ikke ‘Love in the air tonight’.
Resten af albummet er en blanding af pop-rock af den mere modne slags i R&B-style med et twist af funk og ind imellem nogle ret gode horn. Der er også et enkelt Genesis-nummer på pladen; en uptempo udgave af “Behind The Lines”, der i originaludgaven var at finde på Genesis’ album Duke. Helt overordnet en samling sange, man ikke ligefrem behøver at høre hver dag, så det gør jeg da heller ikke. Og så har Collins – af mig helt uransagelige årsager – afslutningsvis smidt et covernummer på albummet, Beatles’ “Tomorrow Never Knows”. Dét havde han ikke behøvet for min skyld, thi det er noget værre skidt. Men måske er det en hyldest til John Lennon, der var blevet dræbt året før? I så tilfælde er han lidt tilgivet. Men ikke helt.