For en del år siden var der kunstnere og musikere, der brugte deres kunst og musik til at nå ud med et budskab. Meget gerne politisk, og meget gerne med fokus på alt det, de var galt i verden. Det sker ikke så ofte i dag, og meget af såvel mainstream-musikken som indie- og art-musikken er ofte blottet for andre holdninger end den, der gælder det introverte syn på – og fra – kunstneren selv.
På den baggrund er det dejligt for en lytter som undertegnede at få et album som PJ Harveys The Hope Six Demolition Project hjem på pladereolen, for her har vi nemlig at gøre med noget så sjældent som et musikalsk projekt, der er båret af observation af – og indignation over – hvad de er galt med verden lige nu. Et ‘oprop’ om man vil, om krig, urbane fejltagelser, fattigdom og nød på alle niveauer; fra krigshærgede nationer som Kosovo og Afghanistan og byudviklingsprojekter gone wrong i Washington DC. Og det er helt dejligt at kunne erstatte Bonos skingre og hykleriske jamren over verdens fortrædeligheder, mens han flytter sig selv og alle sine millioner til diverse skattely, og i stedet få en spinkel art-rocker med et uangribeligt greb om rockens virkemidler til at få fortællingerne om verdens (sande?) tilstand for de 99% ud.
Titlen på albummet er tyvstjålet fra et projekt, der blev gennemført i Washington, hvor en række faldefærdige bygninger blev revet ned, sympatisk nok fordi de helt basalt var uegnede til menneskeboliger – og som en side-effekt; så man slap for ghettoficering af området. Det forudsigelige resultat blev naturligvis gentrificering af værste skuffe; de oprindelige beboere havde ikke råd til at flytte ind i de boliger, der blev bygget som erstatning, hvad der efterlod dem hjemløse – eller i værre boliger end før. Og som Harvey tørt – og givetvis berørt – synger på albummets åbningsnummer “The Community of Hope”; ‘Okay, now it’s just drug town / just zombies, but that’s just life’. Dét nummer blev iøvrigt hørt af de lokale politikere i Washington – og de blev sure. så jo; rockmusik kan gøre en (lille) forskel.
Hver eneste sang på albummet har denne overligger af bevidsthed, indignation og ønsket om at rokke ved noget. På et af albummets bedste numre, den insisterende og grund-rockende “The Wheel” synger den små Polly Jean med brummekor i baggrunden:
little children, don’t disappear
I heard it was twenty-eight thousand
lost upon a revolving wheel
I heard it was twenty-eight thousand
all that’s left after a year
I heard it was twenty-eight thousand
a faded face, the trace of an ear
I watch them fade out
I watch them fade out
Det er stærke sager, og de øvrige numre holder sig ikke tilbage på tekstniveauet. Og det smukke ved albummet er ikke blot dets uafrystelighed på dette niveau; det gode er, at PJ Harvey er så god en musiker, komponist, vokalist og arrangør, at ingen af sangene er mindre end fremragende. Det er simpelthen rock-musik af fineste karakter hele vejen, og diversiteten mellem numrene gør, at det aldrig bliver kedeligt.
PJ Harvey synger godt, og det er heldigt, for det er hendes fine vokal, der bærer det meste. Men når det så er sagt, så er der altså ret god musik på pladen også. Noget dissonant sax-spil ødelægger ikke engang fornøjelsen for mig på det fuldrockende, grundbeats-drevne “The Ministry of Defence”, der er endnu et – blandt mange – højdepunkter på albummet. Og ja; det er rent faktisk noget så gammeldags som en rock-plade; der er smækre guitarer og tordnende trommer spredt ud overalt, og det hele serveret på en fuldfed bund af traditionelle blues-rytmer, prøv bare at høre “Chain of Keys”, der er sumpet swingende på et semi-syret fundament af en marchrytme. Og nå ja; så er der et ekko af en spiritual på “River Anacostia”, og selv dét slipper hun godt fra.
Det er med andre ord rytmisk musik med mening, substans, bund og fylde – i musik såvel som i tekst. Og bare så De ikke tror, at det hele da vist er noget frelst noget, og nu skal der igen lyttes intenst og vi skal frelses gennem ord fra en super-priviligeret og forkælet vestlig musiker; man kan rent faktisk sagtens høre albummet uden overhovedet at lade sig forstyrre af ordene, hvis det er det, man har lyst til. Så flot skåret er det, at selv hvis PJ Harvey havde sunget vrøvletekster, ville pladen have været værd at købe – og lytte til. Så det kan De med andre ord roligt gøre, det er nemlig en af de ypperste udgivelser, vi fik i 2016.