Der er mange gode grunde til, at man har sine plader stående. Mange af dem kan være deciderede mesterværker, nogle af dem bør man bare eje, og nogle har man et helt specielt forhold til, og så skal de naturligvis være repræsenterede på pladereolen. Men så er der også de andre…
Når man – som undertegnede – har samlet på plader i mange år, så er der nok også enkelte, der måske ikke helt opfylder ovenstående kriterier, og som man måske heller ikke spiller ret tit. I enkelte tilfælde kan man måske endda undre sig over, hvorfor de dog står der, blandt Bowie, Led Zeppelin, Father John Misty og mange andre gode albums. Men det gør de, og man smider jo ikke bare plader ud, vel?
Så derfor er denne episode af Vinylstakkens podcast helliget nogle af de plader, der har fundet vej ind i pladesamlingen, men som man ikke nødvendigvis hører ret tit, og som man måske endda lykkeligt har glemt, at man ejer og hvorfor man dog ejer dem.
Sæson 2 af podcast-rækken bryder derfor med et princip for Vinylstakken. Her tager vi nemlig fat i ikke blot ét men hele 3 albums, som er at finde i pladereolen. Og måske er du heldig og finder ud af noget nyt om musik- og kulturhistorie, for sandsynligheden for, at du har hørt dem før, er ret lille, og derfor kan du måske endda få udvidet din musikalske horisont.
Anyways; hvis du aldrig har hørt om Commandos, The Comsat Angels og The Lover Speaks, så tøv ikke, men kast dig over fortællingen om netop disse tre bands, der aldrig for alvor fik sat et blivende aftryk på hitlister eller i pop-historien.