Der gemmer sig en aldeles vild historie i kunstneren bag albummet Broken English. Marianne Faithfull var barn af henholdsvis en britisk efterretningsofficer fra MI 6 og en østrigsk adelskvinde, der måtte flygte under 2. verdenskrig. Efter skolegangen på en klosterskole begyndte hun at spille lidt pop-folk på pubberne i London, og som 17-årig blev hun spottet af en manager, der i hende så “en engel med store bryster” og på dén baggrund gav hende en pladekontrakt.
Det gav hende et nr. 1 hit på den engelske hitliste, og en direkte adgangsbillet til det kunstneriske jet-set i 1960’ernes Swinging London, men efter et par år i selskab med bl.a. Mick Jagger, Keith Richard og Anita Pallenberg, gik det støt og roligt ned ad bakke for Marianne Faithfull. Narko og alkohol spillede en væsentlig rolle for dén nedtur, hun forsøgte selvmord og levede på gaden i London i et par år.
På den baggrund var det næsten naturstridigt, at hun i 1979 – stadig dybt afhængig – kunne udgive en plade, der i eftertiden er blevet stående som en uomgængelig klassiker. Broken English hittede dengang, selv om stemmen næsten var uigenkendelig i forhold til den unge piges klare sang på hitlisterne 15 år forinden, og sangene var af en ganske anden karakter. Det kan ikke mindst høres på had- og hævnsangen “Why D’ya Do It”, drr indeholder noget af det mest profane og direkte sprog, der på det tidspunkt var blevet udgivet.
Men albummet var meget mere end det. Det var desillusion i forhold til tidens politiske spørgsmål og det var karakteristikken af, hvordan man var kvinde. Og så var det simpelthen en stjernegod plade med hits som titelnummeret og “The Ballad of Lucy Jordan” – indspillet med et hold af stjernegode musikere.
Den historie – og al musikken – kan du høre i podcasten. Enjoy