Der er smæk for skillingen på High Hopes, Springsteens 18. studiealbum fra 2014 – eller det bliver man i hvert fald forledt til at tro, når man lægger øre til titelnummeret, der også er pladens første skæring; inciterende rytmer, Springsteen i gammelkendt storform vokalmæssigt, og tyk produktion med masser af horn.
Men der er også så meget andet. Blandt andet bliver titelnummeret afløst af et af de dårligste numre, der er blevet udgivet med The Boss, “Harry’s Place”, og så er der den empatiske sang om mordet på en ung, farvet mand i New York: “American Skin (41 shots)”. Og der er bløde, vemodige sange, og der er …. nå ja; en række sange og produktioner, der stritter lidt i forskellige retninger, for nu at sige det som det er. Og så er der Tom Morello fra Rage Against The Machine, der både spiller guitar – og som nok også spiller en ret betydningsfuld rolle i produktionen.
Der er under alle omstændigheder masser at tale om i denne episode, og det gør Niklas Bøgh Bonnemose da også – og denne gang med Karsten Hønge, der ud over at være folketingsmedlem for SF, også er inkarneret Bruce Springsteen-fan, komplet med tatovering og en lang historie med The Boss.
Det bliver der talt en del om i denne episode, hvor det – måske knap så overraskende – også afsløres, hvor Karsten Hønge placerer Bruce Springsteen og Tom Morello i en politisk sammenhæng, og hvilket nummer, han synes er det bedste på pladen.
Der bliver som sædvanligt givet point, men vil de afsløre, om High Hopes er et godt, sammenhængende værk, eller om de enkelte, stærke sange er tilstrækkeligt til at hive det op blandt de bedste Bruce Springsteen-albums?