Det er en vred Bruce Springsteen, der kan høres på det 17. studiealbum fra hans side. Og i en vis udstrækning er det også en klassisk Springsteen-plade, vi har med at gøre her; teksterne er udadrettede og sympatien er entydigt placeret på den almindelige amerikaners side. De er nemlig blevet røvrendt godt og grundigt i forbindelse med finanskrisen i 2008, og kun de grådige og usympatiske kapitalister – der selv var skyld i hele miséren – kommer ud på den anden side, ikke kun med skindet på næsen, men forgyldt i hoved og mås.
Den vrede får udtryk i fx ”Death To My Hometown”, lydligt i en bastant huggende rytme i en genre, der ligger meget tæt på noget irsk-inspireret folk-punk a la Dropkick Murphys og Flogging Molly, komplet med violiner og fællessangspotentiale. Dét nummer er ikke vores gæsts yndlingsnummer. Det er derimod den favnende hymne ”Land of hope And Dreams”, der trods alt tilbyder en lille smule trøst, når Bruce fortæller, at han vi stå ved vores side – og som lyder som den klassiske Sprinsgteen-sang, både i komposition, tekst og instrumentering.
Gæsten hedder Jakob Lyngbo, og han taler med en vis pondus om albummet. For på trods af hans unge alder (han er kun 30, og det er altså ikke ret meget i Springsteen-fankredse), så blev han kastet i gryden som ung teenager, og han er ikke helt kravlet op endnu. Han er også en mere end almindelig habil guitarist, blandt andet i Glory Days, et Springsteen tribute band, og så ved han helt generelt godt, hvad han taler om.
Wrecking Ball leverede også det sidste, vemodige trut fra The Big Man, Clarence Clemons, der døde kort efter udgivelsen af albummet. Dét og meget mere får den faste vært på Bruce Tracks-serien, Niklas Bøgh Bonnemose, og Jakob en god snak ud af. Og nå ja; der bliver også uddelt points, så lyt med, og find ud af, hvor albummet bliver placeret i Springsteen-universet.