Overjordisk smuk stemme og grimhed som udtryk.
Det kan lyde som lidt af en modsætning, men det er, hvad Carla Olsen – en ung dansk musiker, sanger og sangskriver – præsterer på sit album fra juni, It Blooms From Ashes.
Carla Olsen er blot 24 år, men udgav allerede for to år siden en EP, der bl.a. indeholder den overjordisk smukke “Only Once in a Blue Moon”, der burde have givet hende et stort og bredt gennembrud på den danske musikscene.
Det skete ikke, på trods af, at talentet var åbenlyst, sangstemmen næsten guddommelig og sangen selv melodiøs og stemningsmættet. Men det standsede hende ikke. På trods af gentagne afslag fra den danske musikbranche blev Carla Olsen stædig, og med en fast tro på sig selv og sin egen formåen fik hun i stedet kontrakt med et engelsk selskab med succes til følge i England, USA – og Kina.
Albummet er fremragende. Sine steder dystert, sine steder så smukt som debutten og hele tiden med en fast hånd i sang, instrumentering, melodier og virkemidler – og så er det. Faktisk er det så godt, fængende, iørefaldende og med en guddommelig smuk stemme, og dertil er det i en lang række af sangene afsøgende, eksperimenterende og nysgerrigt, at Vinylstakken måtte bryde med et ellers fast princip om, at episoderne jo skal handle om pladerne i redaktørens egen pladereol. Carla Olsen har ikke udgivet It Blooms from Ashes på vinyl, men det ser vi altså stort på i dette tilfælde.
Så i denne episode bliver du præsenteret for både albummet og kunstneren selv. Begge dele af Carla Olsen selv, som Vinylstakken mødte til en sommer-snak på en café. Det blev til en snak om musik, musikbranchen og ikke mindst om det, der er svært; depressioner, angst og kærlighedssorger, og hvordan musikken bliver præget af det – og hvordan musikken kan blive forløsende i de situationer – både for kunstneren og for lytteren.