Et forholdsvist langt liv som symbolanalytiker har om ikke andet så bibragt mig den erfaring, at der ikke findes det stykke kunst, det være sig musik, dramatik, film, litteratur eller andehånde former for billedkunst, der ikke kan blive genstand for en tilbundsgående analyse, der ganske ofte viser sig at munde ud i en tolkning, der pudsigt nok kan stemme aldeles glimrende overens med fortolkerens eget udgangspunkt og livsanskulse(r).
Det er jeg fuldstændig overbevist om også et tilfældet med Svantes Viser. Jeg er sikker på, at en simpel google-søgning ville resultere i et hobetal af analyser af såvel bogen, der er en lille, muntert-melankolsk sag om den “næsten ukendte, muligvis afdøde lyriker Svante Svendsen”, som albummet, der består af selvsamme Svante Svendsens viser tilsat musik af Benny Andersen.
(Det er selvfølgelig løgn; den lille roman er skrevet af samme Benny Andersen, og Svante er derfor et produkt af forfatterens fantasi – og viserne er ligeledes skrevet af Andersen. Måske har den modernistisk orienterede Andersen haft behov for at distancere sig til de digteriske frembringelser i viseform, der har et langt mere traditionalistisk tilsnit? Men hov; nu begynder jeg minsæl selv at kaste mig ud i (motiv-)fortolkninger, og det havde jeg lovet mig selv, at jeg ikke ville gøre, så det slutter her….)
Svantes Viser er kanoniseret. Sådan for alvor, altså, eftersom albummet er optaget i den danske kulturkanon, og så kan man jo ikke nå meget højere i det danske parnas. Og i en tid med værdikamp, globalisering og xenofobi er det interessante i dén anledning måske, at viserne tilskrives en halvfed, småalkoholisk, misantropisk, forældreløs svensker med et mildest talt dystert blik på danskheden?
Jeg kan godt lide Svantes Viser. Jeg kan lide den lille, varme roman, jeg kan lide viserne/digtene og jeg kan lide fremførelsen. Jeg er ikke vokset op med dem på grammofonen, så det må tilskrives et rent held, at et pop-fjæs som jeg på noget som helst tidspunkt har kastet mig over et musikprodukt af denne karakter, men det har jeg altså. Jeg er lidt vild med “Muddermålet”, der er en antihyldest til danskhed og dansk sprog, hvori sproget beskrives som “en halvgammel ludder med rød og svampet tud”, jeg bliver altid lidt forelsket i Nina (og livet), når jeg hører “Svantes lykkelige dag”, og jeg får en lille klump i halsen, når pladen afsluttes med “Svantes Svanesang”. Og hvem kan ikke holde af en halvfed svensker, hvis ‘gangart består af tilbageskridt’ og hans udkårne, der holder af ham, selv om hans liv ‘er knap en flaske værd’? Og på albummet er Povl Dissing den perfekte fortolker af Svante og formidler af alle disse følelser – i en grad, så man jo næsten ikke kan forestille sig dem fremført af andre.
Jeg kan ikke sige noget, der vil berige Dem, kære læser, med noget, De ikke selv har tænkt eller oplevet under lytningen af Svantes Viser. Hvis De endnu har den til gode misunder jeg Dem, for sjældent har en kanonisering været mere på sin plads.
Og nå ja; nu når De alligevel er i gang, så vil jeg samtidig anbefale Dem at læse bogen. Den er både vældig morsom og uendelig trist…