Det er muligvis ikke alle, der kan se storheden, nyskabelsen og det tæt på geniale, Povl Dissing har givet dansk populærmusik. Personligt kan jeg fx sagtens huske, at min mor nærede noget, der var foruroligende tæt på had til ham, og konsekvent skruede ned for radioen, når hans karakteristiske røst lod sig høre. (Det kunne naturligvis ikke komme på tale at slukke for den, for der kom jo altid noget bedre bagefter.)
Fra midten af 1960’erne excellerede Dissing i alle former for nytolkninger af visetraditionen i Danmark. Hans teatralske og dramatiske fremførelser, sammen med hans særprægede stemme, gav noget hidtil uhørt til musikken. Det var muligvis ikke skønsang, men man kunne godt nok ikke beskylde ham for at mangle engagement og følelser.
Jeg er En Tosset Spillemand er en opsamlingsplade med nogle af disse sange. Her bliver Dissing – som ofte tidligere – bakket op af Beefeaters og Benny Holst, og ud over dansktopklassikere som “Lille Sommerfugl” og “Tak for gode som for onde år”, som jeg mildest talt finder fejlanbragt på albummet, så er det smækfyldt med fabelagtig musik. Nu kan jeg så ikke helt sig mig fri for forforståelser for denne musik, så måske deler De, kære læser, ikke min kærlighed til dette, men prøv lige at lytte til den sumpede blues i “Troubadouren” eller up-tempo-beatstykket “Floopie-Doobie-Doo”. Jeg kan altså godt forstå, hvis enkelte på tivolis Vise-Vers-Hus har spærret øjnene op – og muligvis er flygtet ud af døren med hænderne for ørerne…
“25 Minutter Endnu” er en klassiker om den dødsdømte, der ser galgen bliver rejst og blot kan forholde sig til urets ubønhørlige nedtælling. Udsat for Dissing er den præcis så desperat og uudholdelig, at den ikke bare sætter sig under huden på lytteren, men bliver et permanent statement om dødsstraf, døden generelt og vores vej mod det ukendte… Eller også er det bare mig, der lige leger Holger Fortolker på et niveau, den slet ikke behøver, men fantastisk, det er den. “Han skød pistolen af” er en gevaldig røverhistorie, i klassisk dansk visetradition, som med akkompagnement af en klimprende en-finger-blues-guitar, pludselig bliver til noget andet, så den er faktisk også god at lytte til.
Generelt er det netop dér, hvor Dissing tager visen og omkalfatrer den til noget bluesy, at han demonstrerer sin styrke. Det er ikke Gustav Winckler, Bjørn Tidmand eller Erik Påske; hvor disse var honningmadder i min mors øregange, så var Dissing det solide, grove rugbrød, godt smurt ind i sennep. Det kunne godt gøre ondt.
Vi lader den ligge her, men hvis De – som jeg – falder over albummet til en 10’er på det lokale loppemarked, så gør Dem selv en tjeneste og køb den. De behøver ikke lytte til den hver dag, men hvis De nogensinde tvivler på, at danske kunstnere mangler særpræg, talent, skaberkraft og innovativ spændvidde, så er det Dissing, De skal høre mindst en gang om året.