Det var i virkeligheden to (meget) forskellige film, der fik mig til at købe Ry Cooders album, Get Rythm. Den ene, Crossroads, handlede om en ung guitarist, spillet af Karate Kid (Ralph Macchio), der skulle genopfinde sig selv i noget bluesmusik, og derfor forsøgte at finde vejen gennem en myte om den legendariske blues-guitarist Robert Johnson. Filmen var ikke særligt god, men musikken fangede mig – og jeg fandt ud af, at Ry Cooder medvirkede (kraftigt) på lydsporet. Da jeg kort tid efter så Wim Wenders ikoniske Paris, Texas, hvor selvsamme Ry Cooder havde skrevet den rigtig gode score til filmen, var jeg solgt, og anskaffede mig derfor hans 1987-album, da det udkom.
Det er jo også lidt skægt, at hovedrolleindehaveren i Paris, Texas, Harry Dean Stanton, også ‘spiller’ med i den officielle musikvideo til titelnummeret – og det er faktisk en hyggelig lille video, der kan findes på stort set alle platforme, så tjek den endelig ud. Men derudover så har Get Rythm nu ikke så djævelsk meget med de to films musik at gøre, så det var en noget anden oplevelse, jeg fik, da jeg første gang satte albummet på.
Men det var en god oplevelse. Ry Cooder er ikke blot guitarist, han er hjemmevant på en hel del forskellige instrumenter, omend han på dette album vist holder sig til de fem-otte forskellige guitarer, der bliver anvendt. Og selv om det også her er tydeligt, at Cooder har rødder i klassisk blues-tradition, så spænder han ret vidt i udførelsen. Det meste er en eller anden afart af noget roots og folk blandet med noget lettilgængeligt pop og blød bluesrock, og det er faktisk mægtig fint, det hele.
Det er ikke et album, jeg hører hver dag, men det kommer op en gang imellem – ikke så meget for titelnummeret, en coverversion af Johnny Cash, men nogle af numrene stikker rigtig fint ud. “Let’s Have A Ball” med slideguitar, horn og groovy blues, for eksempel, eller Chuck Berrys “Thirteen Question Method”, udsat for blot en blues-guitar og så Ry Cooders vokal – der ofte ikke er noget særligt at skrive hjem om, men som klæder dette nummer rigtig godt. Også “I Can Tell By The Way You Smell” har den fede dissonante guitar-lyd og hele blues- og slide-fornemmelsen kørende for sig. Og så er “All Shook Up” i denne udgave klasser over Elvis’ udgave af samme; beskidt, larmende og vrængende. Tak for det!
Cooders claim to fame er ikke sangskriverkunsten og de store, flotte solo-præstationer, som der mildest talt er langt imellem. Han er til gengæld en fabelagtig studiemusiker og guitarist – hvad både The Rolling Stones, Neil Young og Van Morrison har nydt godt af – og så er han god til at holde fast i rødderne. Og Get Rythm indkapsler en god del af dét talent, så lyt endelig med, når du får lejlighed til det. Og lad dig ikke nøje med titelnummeret….