Der findes albums, der på mere end 30 års afstand tydeligvis er mærket af deres tid, og som det kan være ret vanskeligt at lytte til, fordi de på ingen måde holder til et gen-besøg. Det vidner en hel del beskrivelser her på siden i al ønskelig tydelighed også om. På trods af at der fx beviseligt blev lavet meget god musik i 1980’erne, så er netop dette årti også præget af hurtige produktioner med meget glatproduceret hitlistemusik og hår-rock, som det i dag er svært at forstå, hvordan man dog kunne tillade, at det blev udgivet.
Det er ikke tilfældet med Sinéad O’Conners andet album, I Do Not Want What I Haven’t Got. Jeg tillader mig endda at mene, at også unge førstegangslyttere vil kunne høre, at her er der altså tale om en sangerinde, der ikke blot kunne synge en vis legemsdel ud af bukserne på sine samtidig kolleger, men som også forstod at skrive sange, komponere melodier og producere og arrangere dem, så de fleste af dem også i dag fremstår friske og med relevans og langtidsholdbare kvaliteter.
Albummets ubetinget største succes blev hitliste-topperen ‘Nothing Compares 2 U’. Prince havde fem år forinden skrevet den til et af sine sideprojekter, The Family, men det var i Sinéad O’Connors udgave, at den fik liv. Ikke blot på hitlisterne, men så sandelig også i egen ret. På dette nummer kunne hun folde hele sin pragtfulde stemme ud, og det er intet mindre end forbløffende, hvor stort et register hun behersker. Når hun demonstrerer det her, får sangen også relevans i både sorgen, fortvivlelsen og vreden over at være blevet forladt. Det storladne arrangement understreger følelserne på alle måder, og den ikoniske video – ét langt long-take med nærbillede af en desperat og erkendelsesmæssigt forslået O’Connor, der afslutningsvis ikke kan holde en forræderisk tåre fra at trille ned ad ansigtet – hjalp i høj grad på dens popularitet.
Men Sinéad O’Connor var ikke blot endnu en billedskøn, ung sangerinde, der kunne ramme de høje toner og lige så høje hitlisteplaceringer. Bevidst om sin egen værdi og musikalske gennemslagskraft og talent havde hun valgt at barbere sit hår af for netop ikke at blive reduceret til endnu en Madonna eller Belinda Carlise. Som hun selv fortalte, opfattede hun først og fremmest sig selv som protest-sanger med en mærkesag om at stoppe børnemishandling og -misbrug, blandt andet på baggrund af egne smertelige erfaringer.
At det skulle tages alvorligt demonstrerede hun i en nu berygtet optræden i det amerikanske TV-show Saturday Night Live. Her afsluttede hun sin fremførsel af Bob Marley-nummeret “War” ved at gøre opmærksom på den katolske kirkes misbrug af børn ved at henvende sig direkte til kameraet, sige “Fight the real enemy” og rive et billede af den daværende pave, Johannes Paul II, midt over. Det var ikke en gratis handling for det på nogle områder bornerte og puritanske amerikanske publikum, der i studiet blev ganske tavse og helt glemte at klappe, og som senere, ved en hyldestkoncert til Bob Dylan, buhede af hende i en grad, så hun på stedet besluttede at erstatte det planlagte nummer, “I Believe In You” med en gentagelse af “War” – akustisk, a capellea og med en trods og en vrede, der på 30 års afstand fortsat brænder igennem skærmen med en gigantisk styrke.
Den optræden og en fortsat hetz mod den unge kvinde (hun var 23 år gammel, for f…. sake!) blev starten på en lang række problemfyldte år, hvor Sinéad O’Connor delvist gled ud i glemslen, når hun da ikke blev offer for nærgående papparazzier og journalister, hvis eneste ønske var at dokumentere hendes endelige sammenbrud, og hvor musikken blev sekundær. Det blev dog til endnu 8 albums i eget navn, men hun nåede aldrig op på samme popularitetsniveau, som med I Do Not Want What I Doesn’t have.
Det er som sagt absolut ikke et skidt album. Tværtimod demonstrerer hun her et ret vidtrækkende talent på en række sange, der spænder fra dystre, strygerakkompagnerede ballader (titelnummeret), keltisk inspireret sorgsang med gammel, irsk tekst (‘I Am Stretched At Your Grave’) på en bund af samplede hip-hop-beats – og det er faktisk ret fedt, også selv om der nærmest går ‘Riverdance’ i afslutningen – til politisk samtidskritik kun ledsaget af guitar på ‘Black Boys On Mopeds’. At hele albummet i øvrigt sagtens kan karakteriseres som et sorgbearbejdende album kan – ud over kæmpehittet ‘Nothing Compares 2 U’ – høres på ‘You Cause As Much Sorrow’ og den fremragende og hjerteskærende ”The Last Day Of Our Acquaintance’.
Sidstnævnte gav mig, sammen med et par af de andre, i øvrigt lidt af en Alanis Morisette-vibe. Vreden er hørbar, og selv om Sinéad ikke i samme grad som Morisette lader sorgen komme til udtryk i bitre og hævngerrige tekster, så er både følelser, stemmeføring og arrangement tæt op af Alanis’. Gad vide, om sidstnævnte har skelet lidt til Irland, da hun skrev Jagged Little Pill?
Anyways; det er som sagt et aldeles glimrende album, og det kan man sagtens høre en kølig forårsdag, også på en afstand af mere end 30 år. Så det synes jeg faktisk, at De bør prøve, hvis det er længe siden – eller hvis det simpelthen er et nyt bekendtskab.