Da jeg skrev om Platinum undrede jeg mig lidt over, at jeg havde hele seks albums stående i pladereolen, der havde Mike Oldfields navn på. Jeg hører dem ikke ret tit mere, og selv om det ved genhør bliver tydeligt, at de hver især altså slet ikke er skidte albums, så er det sandt at…
Tag: Mike Oldfield
Mike Oldfield: Crises (1983)
It’s a case of keeping everybody happy, fortalte Mike Oldfield på et tidspunkt i et kort interview om Crises, hans absolut mest succesfulde udgivelse i 1980’erne. Selv var han mest tilfreds med side 1, der – efterhånden traditionen tro – indeholdt ét lang track, mens side 2 var ‘very commercial, full of singles’. Man må…
Mike Oldfield: Five Miles Out (1982)
Jeg gider ikke engang være bornert omkring det; jeg kan faktisk ret godt lide Five Miles Out. Måske er det fordi det er et af de Oldfield-albums, jeg har hørt mest i sin tid, måske er det fordi det indeholder et par mere end almindeligt gode numre – alene titelsangen er hele albummet værd i…
Mike Oldfield: Platinum (1979)
Nogle vil sikkert mene, at man som musikelsker er så rigeligt dækket ind med Mike Oldfield-plader, hvis man har Tubular Bells og et enkelt andet album stående på pladereolen, fx Herrest Ridge, Ommadawn eller QE2. Jeg har seks (6!) – hvad ægte Oldfield-fans naturligvis ville hævde, er alt, alt, alt for lidt. Jeg har ikke…
Mike Oldfield: Ommadawn (1975)
Med al den gode stoner-vibe, vi kunne få ud af Mike Oldfields debut-album, Tubular Bells, måtte vi naturligvis også lytte til de andre af hans storladne eposer, og derfor lå det jo lige til højrebenet at anskaffe sig hans tredje album, Ommadawn. Og på trods af, at det er mere end tyve år siden, jeg…