Er der et album, der kan få voksne mænd til at synke en ekstra gang og måske endda tørre en forræderisk tåre væk fra øjenkrogen, må det være The Boatman’s Call. Samtidig er det, for de selvsamme voksne mænd, en bekræftelse på, at verden er et modbydeligt sted at være, og at de jævnlige svigt –…
Tag: musik
Belinda Carlisle: Runaway Horses (1989)
Der findes plader i min samling, som jeg ser meget frem til at høre igen. Her skal jeg styre min utålmodighed og enten vente stilfærdigt, til jeg når frem til den i forbindelse med det herværende projekt om at høre alle pladerne i alfabetisk rækkefølge, eller også skal jeg tage en pause og så bare…
J.J. Cale: Shades (1981)
J.J. Cale optrådte ikke gerne live. Det var vist noget med, at han grundlæggende ikke var så begejstret for berømmelsen og ikke behøvede at møde sine fans. Men så kunne han jo koncentrere sig om studieproduktionerne og iøvrigt håndplukke alle de studie- eller sessionsmusikere, han havde lydt til at omgive sig med – og gerne…
J.J. Cale: Troubadour (1976)
Der er noget så laid back, noget helt afsindigt coolness og så meget blød stemme og guitar over J.J. Cale, at jeg er overbevist om, at hvis han var født 30 år senere, havde han opnået berømmelse og fælgeskab af alle, der orienterer sig mod den del af slacker-genren, som fx. Beck er repræsentant for på sine…
Cabaret: Original Soundtrack (1972)
Jeg kan ikke have været ret gammel, da jeg første gang så musicalen Cabaret. Jeg husker tydeligt, at den blev vist i TV, i DR-monopolets dage, som den store, samlende lørdagsbegivenhed for hele familien. Og jeg husker lige så tydeligt, hvilket fuldstændig uafrysteligt indtryk den efterlod hos mig: både i hovedhistorien om cabaretsangerinden og den letlevende,…