Der findes masser af plader, også i min samling, som man (jeg) vender tilbage til igen og igen. Nogle gange ofte og flere gange på et år, en måned eller en uge, andre gange efter en længere pause på måske flere år.
Strength er ikke en af disse. Hvis jeg skal være helt ærlig kan jeg faktisk ikke erindre, hvornår jeg har hørt den sidst, men det har sikkert været engang i slutningen af 80’erne eller starten af 90’erne. Men da jeg satte den på her til aften, skete der det forunderlige, som det nogle gange sker med musik, at jeg rent faktisk kunne huske den. Ikke sang for sang, tekst for tekst, som man kan med de albums man har voldspillet med jævne mellemrum, fordi de er en uadskillelig del af én selv, men brudstykkevis. Og nok mere som en erindring om stemninger og indtryk end om musikken og dens kvaliteter.
Nå, nu sidder man jo og bliver helt rørstrømsk A la recerche du temps perdu, sommansir – og det er sandeligen ikke nødvendigt ved genhøret med det walisiske band The Alarm. Heller ikke selvom hit-singlen fra albummet, “Spirit of ’76” kalder voldsomt på det, formet som den er i et bittert tilbageblik på (naive) ungdomsdrømme og ditto liv holdt op mod et nutidigt realtitetstjek, hvor den skønne Helena – her Susie – i bedste Springsteen-stil er gået fra ‘she was gonna be queen/But now all she does is hide behind her tears’ og den bedste ven nu har ‘no light shining in his eyes’. Akkeja, akkeja; verden er af lave, og den bliver godt nok ikke bedre af at tilbringe sine formative år i Thatchers England…
Faktisk er det ikke en dårlig plade. Enkelte numre stikker lidt mere ud end de øvrige, herunder ovennævnte “Spirit of ’76” der slår Bryan Adams “Summer of ’69” med indtil flere længder i misantropisk weltschmertz og den næsten poetiske hymne med de let hørbare politiske over- og undertoner “The Day The Ravens Left The Tower”. Stilen er britisk post-punk, der har bevæget sig i en melodiøs retning i et krydsfelt mellem U2 og Simple Minds, og det er da også hørbart, at bandet 1) opstod som punkband under navnet The Toilets og 2) fik deres USA-gennembrud som opvarmning til U2s War-tour i 1984 – iøvrigt samme år de (altså The Alarm) spillede på Orange Scene (dengang Canopy-scenen) på Roskilde Festival.
Summa Summarum; det var et hyggeligt genhør. Guitarer i den britiske stadionrock-stil, tekster med (lidt) bid, både politisk og menneskeligt – og mere end hæderligt talent udi såvel melodi-skrivning som udførsel. Og så er produktionen upåklagelig. Her er højt til loftet, også i den afsluttende ballade, “Walk Forever By My Side”, som nok har fået lighterne frem på stadion, der i 1985, hvor man stadig måtte ryge offentligt. Og selv om The Alarm vist aldrig rigtigt ramte det store publikum herhjemme, så har de en berettiget plads på ihvertfald min plade-reol som eksponent for den bølge af britisk musik, der startede som punk/new wave og som bevægede sig over i den semi-politiske og indignerede stadion-rock.