Det er næsten uomgængeligt, at der i et traditionelt rock- eller pop-band er et mere eller mindre naturligt hierarki. Der er en frontmand, der ganske naturligt ofte også er forsanger og i mange tilfælde også centrum for bandet som sangskriver og komponist, der er en lead- eller sologuitarist, der fylder en hel del i lydbilledet, og så er der en rytmesektion, der holder alting oppe med den solide bund. Alle har deres forholdsvis fastlagte roller og spiller på de instrumenter, de nu engang er bedst til – og har fået tildelt.
Typisk er hierarkiet internt i bandet indordnet derefter. Det kan være ret svært at skifte frontmanden ud (men det er muligt, hvad man fx kan se i tilfældet med Genesis), mens det er noget nemmere at skaffe en ny trommeslager eller bassist. Det er derfor også ofte omkring denne frontmand, bandet er centreret. Uden ham/hende intet band – sådan helt firkantet sagt.
The Band var lidt anderledes. I eftertiden er det ganske vist guitarist og vokalist Robbie Robertson, der har fået tilskrevet æren af at være den drivende, kreative kraft, og hvis man kigger på cover-noterne, så er han da også krediteret for de fleste af sangene på The Band, bandets andet album, der skulle følge op på succesen fra deres debut, Music From Big Pink. At det måske ikke var helt så ligetil, kan man dog forvisse sig om både ved at lytte til albummet og ved at læse Levon Helms fortælling om bandet, “Historien om The Band – Wheels On Fire” fra 1993.
Her fortæller en tydeligvis bitter Levon Helm, at Robbie Robertson i forbindelse med udgivelsen af både debut’en og The Band havde haft en lidt større forståelse for, hvordan royalty-indtægterne var den vigtigste kilde til en længerevarende pengestrøm, mens resten af bandet – let naivt, set i bagklogskabens klare lys – ikke helt havde samme indsigt:
“Da The Band udkom, var vi overraskede over, hvem der var krediteret som tekstforfattere og komponister til de enkelte sange. Dengang var vi ikke klar over, at det var rettighederne – mere end turnéerne og pladesalget – der var den hemmelige kilde til de virkelig store penge i musikbranchen […] Jeg opfattede helt klart Richard Manuel som The Bands sanger og sangskriver, Rick havde også et par stykker, og jeg regnede med at […] det andet albums credits ville blive udvidet, så de også omfattede mig og Garth, især Garth, som var sjælen i vores band og det eneste musikalske geni.”
Sådan gik det ikke. I stedet fik Robbie Robertson (stadig ifølge Levon Helm) maget det så fremragende, at han er krediteret for samtlige 12 numre på albummet, mens Richard Manuel er co-kreditteret for tre sange, og Levon Helm kun på en enkelt. Det er han mildest talt ikke helt tilfreds med, ikke mindst fordi The Band i Helms optik netop er en band-indsats på såvel det kreative og udførslen.
Det sidste virker ret tydeligt på albummet. Ved nærlytning og ved at læse album-noterne er det påfaldende, hvor ofte de enkelte medlemmer skifter rundt mellem instrumenter og vokal-rollerne, så det først er Helm, der synger lead på fx “Up On Cripple Creek” og det næsten ultimative americana-nummer “The Night They Drove Old Dixie Down”, mens Richard Manuel og Rick Danko har lead-vokalen på hhv tre og fem af de øvrige numre. Og selvom Helm er trommeslageren – og en fremragende en af slagsen – kan han også lige snuppe en banjo eller en guitar, ligesom Garth Hudson spiller et utal af instrumenter, fra orgel til tre forskellige slags saxofoner, og Richard Manuel da godt lige kan overtage trommesættet i en snæver vending.
Hierarkiet er derfor på ingen måde tydelig i hverken frontmandens rolle eller i en fast instrumentering. Og hvis den skabende kraft i tilblivelsen af The Band på samme måde har været defineret ved en lige så mangesidig tilgang til inputs, så kan jeg altså godt forstå, hvis Helm har været en anelse pikeret over pengestrømmen efterfølgende. Det hele lyder altså ret meget som en kollektiv indsats.
Intet af ovenstående skal tage noget fra albummet. Tværtimod. Det er et fremragende album, der med rette er blevet fremhævet som noget af det ypperste, der nogensinde er blevet udgivet indenfor rockmusikken, og specielt indenfor countryrock-/roots-/americana-musikken. Og når Robertson er krediteret på alle numrene, så kan det have en naturlig årsag i, at han måske var den, der holdt albummet stramt fokuseret på netop americana-delen; måske er The Band ikke et koncept-album, men der findes vist ikke ret meget på den plade, der ikke kredser om netop Amerika – her forstået som USA – og sjælen i dét.
Måske giver det derfor ikke mening at fremhæve det ene nummer frem for det andet. Men så alligevel, for de enkelte sange er jo netop forskellige sider af det “conceptual framework of ‘the old, weird America'”, som BBC skrev mange år senere. Fra den tragiske “The Night The Drove Old Dixie Down” om sydstatssoldaten, den fattige farmer, der fortæller sin historie vinteren efter et af de store, mytologiske nederlag i den amerikanske borgerkrig – fremragende leveret af Levon Helms vildt følelsesladede vokal – over “Up On Cripple Creek” og dens besyngning af truckere og trailere, der kører sydpå langs Mississippi, og lukningen af jernbanen, der følger opblomstringen af landevejstransporten, til den uendelige melankoli i “Whispering Pines”, der lukker side 1 og efterlader lytteren både rørt og med en følelse af, at her overgår The Band selv Beach Boys i vidunderlig harmonisering og flot orkestrering, ikke mindst via orgelet, der nærmest spiller med som den fjerde stemme.
Der er også den sumpet bluesede “Jemina Surrender”, den fine albumlukker “King Harvest (Has Surely Come)” og “Jawbone” og… Det giver vel ikke for alvor mening at fremhæve ret mange numre i forhold til de øvrige, og det pudsige er også, at mine egne favoritter skifter fra gang til gang, jeg hører albummet. Det tager jeg som et tegn på, at det netop er et album, der hele vejen igennem holder en tårnhøj standard. det er naturligvis en smagssag, om man for alvor holder af den genre, men som et tids- og genretypisk album fås det altså ikke ret meget finere.
Citatet fra Historien om The Band – Wheels On Fire stammer fra den danske udgave, People’s Press, 2014, s. 249-250