I 1976 inviterede The Band 5000 gæster til thanksgiving, komplet med kalkunmiddag og efterfølgende underholdning. De inviterede også en række af de kunstnere, de tidligere havde arbejdet sammen med, til at levere underholdningen til den efterfølgende maraton-koncert, og således gik det til, at Joni Mitchell, Van Morrison, Muddy Waters, Bob Dylan, Eric Clapton og mange andre slog et smut forbi Bill Graham’s Winterland Ballroom i San Fransisco for at stå på scenen og give en hånd og en stemme med til det, der var The Bands afskedskoncert.
De inviterede så også Martin Scorsese for at forevige aftenen, og det kom der en koncertfilm ud af, som efterfølgende er blevet berømmet for at være en af de ypperste indenfor dén genre. Den så jeg for mange år siden, men har efterfølgende ikke kunnet finde den online i en acceptabel version, så gensynet med den – som jeg fik lidt af et behov for efter at have hørt pladen – må vente lidt endnu. Jeg husker den som aldeles udmærket, men altså; det er mange år siden, så hvem ved, om den bedømmelse stadig holder.
Der hersker forskellige versioner af historien om The Last Waltz. Robbie Robertson fortalte, at alle i bandet var blevet træt af det evige turné-liv og derfor i fællesskab besluttede sig for, at det ville være fint at indstille karrieren som band, mens Levon Helm havde en noget andet version. Han mente, at det var jo let nok for Robbie Robertson, eftersom han uretmæssigt havde raget de fleste af royalty-indtægterne fra pladerne til sig, mens det for det øvrige band var indtægterne fra turnéerne, der holdt røven oppe på dem. Og han var slet ikke med på idéen om en stor afsluttende koncert. Modstræbende accepterede han dog, men han havde lidt svært ved at sluge enkelte af gæsterne, ikke mindst flødebollen Neil Diamond. Ham havde Robbie Robertson inviteret for at holde sig gode venner med ham, efter at Robertson have hjulpet med at producere hans plade.
Sådan er der jo så meget. Neil Diamond blev inviteret, og The Band backede ham på “Dry Your Eyes” – et af albummets mindst mindeværdige numre. Man kan så mene, at det jo ikke gjorde så meget, når nu vi har at gøre med et tredobbelt album med en perlerække af The Bands egne, gode sange, leveret tight og med nerve – især “Up On Cripple Creek”, “The Night They Drove Old Dixie Down” og “Stage Fright” er fine – og lige så glimrende præstationer af Neil Young (en smuk version af “Helpless”), Van Morrison og deres gamle bandleder Ronnie Hawkins med en swingende udgave af “Who Do You Love”. Jo, der er nok at tage af, og selveste Bob Dylan får lov til at fylde det meste af side 5, inden det hele slutter med fællessangsudgave af “I Shall Be Released” med Ringo på trommer, Ron Wood på guitar og alle andre i koret.
Der er ingen tvivl om, at koncert, film og plade er lidt af en musikalsk milepæl. Den demonstrerer til fulde, hvad der var essensen af The Band; stjernedygtige musikere, med øre for hinanden, der spillede sammen som netop et band, uden at forsøge at stjæle rampelyset, hverken fra hinanden eller deres musikalske venner på scenen. Sagt på godt dansk; de spiller sgu’ godt. Men spørgsmålet er så bare, om det så også er et godt album?
Eftertiden har været mere end god ved både film og plade. Det er blevet berømmet som et ikon for rockhistorien, hvad der i høj grad nok skyldes filmen, der som nævnt ovenfor har et ry som en af de bedste koncertfilm i historien, og så selve det faktum, at de inviterede gæster, der på dette tidspunkt alle var i trediverne, efterfølgende er blevet til ikoniske musikmonumenter selv (hvad der bevises af, at de næsten alle er blevet optaget i rockens Hall of Fame).
Hvis ovenstående lyder som om, jeg ikke helt selv mener, at pladen er noget af det ypperste, der er blevet udgivet i musikhistorien, er man nok ikke helt ved siden af. Måske lægger jeg mig dermed ud med alle musikarkæologer og kendere med mere forfinet smag end jeg selv besidder, men altså; er det ikke bare en lille smule kedeligt? Og er fx de mange numre med Bob Dylan ikke en smule blodfattigt? Det er gudskelov en live-optræden af His Bobness, der stadig er klasser over, hvad man kunne høre på Roskilde Festival i 2019, men ikke desto mindre; “Forever Young” leveres på ingen måde bjergtagende, og den afsluttende fællessang på “I Shall Be Released” har mere historisk værdi end musikalsk. Jeg er ret glad for Van Morrisons “Caravan”, men kunne sagtens have undværet “Tura Lura Lural (That’s An Irish Lullaby)” – selv om Van (også her) demonstrerer hvilken gudsbenådet sanger, han er.
Der er med andre ord både skidt og kanel på albummet. Jeg bøjer mig dybt og inderligt i støvet for indsatsen, og for det faktum, at The Last Waltz jo netop er en rockhistorisk milepæl. Men det er ikke for musikken, der er mere tilbageskuende og let gumpetung, end den er frisk og sprudlende. Jeg vil til hver en tid foretrække både Music From Big Pink og – især – The Band. Og så er det jo godt, at også disse to har en fin plads i min pladereol.
NB: Det er lidt pudsigt, at en datidig anmeldelse af pladen allerede dengang pointerede dens museale karakter frem for dens musikalske kvaliteter: “The Bands afsked synes skæbnebestemt til blot at slukke en momentan tørst for nostalgi for derefter at blive gemt væk på en hylde, knap lyttet til, og så ellers glemt. Som en klassisk optagelse af en klassisk pseudo-event udgør The Last Waltz et rockhistorisk dokument. Men der bliver ikke sat nye standarder, gamle standarder bliver knap nok opfyldt, og fremtidige udfordringer rejses aldrig. Hvad vi har her er en glitrende, men tom, overgangsrite”.*
Hårde ord, og måske også for hårde. Eftertiden har forstået at sætte pris på den, men måske mest som et billede af rock- og popmusikken anno dazumahl. Og det skal der jo også være plads til.
*Rolling Stone Magazine, 1. juni 1978. Skribentens oversættelse