Og så er vi fremme ved ‘det blå album’. Også her en opsamling, og det gode ved denne er, at den indeholder numre, der ikke optræder på andre af mine albums med Liverpool-drengene. “Penny Lane”, fx, og “Strawberry Fields Forever” sammen med de numre, jeg ikke har hørt fra Magical Mystery Tour. Og derfor var der – på trods af, at dette var det 15. Beatles-album, jeg har hørt på ganske kort tid – lidt at komme efter.
Begge albums, det blå og det røde, udkom i 1973, hvor Allan Klein, der var Beatles manager, på god afstand af opløsningen af bandet kunne skimte et fornuftigt indtjeningspotentiale i udgivelsen af alle A-side-singlerne fra den korte, men afsindigt produktive, karriere de fire drenge havde. De ‘rigtige’ (og samtidige) Beatles-fans havde købt de albums, de skulle mens de blev udgivet, men der var nye at få fat i; alle de, der var for unge i 60’erne skulle da have chancen, og samtidig kunne der så blive lidt til de trofaste fans, der ikke havde købt alle singlerne undervejs.
Det blå album er en rigtig fin compilation, så jeg skal ikke harcelere over kapitaloptimeringstanken bag denne udgivelse. Her er alt, hvad hjertet kan begære fra den sidste – og efter min mening også med afstand bedste – halvdel af deres karriere. Det er simpelthen fantastisk gode pop- og rocksange alle 28.
Så her kan jeg med sindsro anbefale den; hvis du ikke ejer det samlede oevre fra The Beatles’ hænder, og du ikke har tænkt dig at anskaffe dig hele samlingen, sådan lige med det første, så kan du roligt starte her. Det er fuldt forståeligt og kulturelt acceptabelt.
Og bortset fra det, så er det – bare lige som en sidebemærkning – en rigtig god og spøjs idé, konceptmagerne bag det røde og blå album fik i udformningen af coveret. Her gentager The Beatles opstillingen fra coveret til Please Please Me med 8 års forsinkelse. Og som det er tydeligt i hårlængde og påklædning, var der sket noget i mellemtiden. Det var der sandeligen også på det musikalske område.