Vi er stadig i den tidlige del af Beatles’ karriere, men A Hard Days Night markerer alligevel et nyt hjørne for bandet. Væk er den garageprægede rock-lyd og covernumrene, og i stedet træder især Lennon og McCartney i karakter som habile pop-snedkere, der har fået lidt mere plads – og lyst – til at lege med både akkorder og harmonier.
Alle numrene på pladen er skrevet af den dynamiske duo, og hele side 1 er soundtracket til den komedie af samme navn, som Richard Lester instruerede, med beatlerne i hovedrollerne. Igen; det er længe siden jeg sidst har hørt albummet i full-lenght, og jeg tror ikke nødvendigvis, at det kommer hurtigt på igen. Ikke fordi det ikke er god musik – for det er det – men måske fordi Beatles helt generelt keder mig lidt. Især på de tidlige albums. Når det så er sagt, så er det på dette album, at man kan begynde at ane konturerne til den fremtidige succes, og en sang som fx “If I Fell” indkapsler meget fint Beatles i denne periode; på vej væk fra rock-lyden ved hjælp af smukke harmonier og i dette tilfælde eksperimenterne væk fra den standardiserede akkord-sammensætning.
Det er 13 små pop-perler på snor, vi har at gøre med her, og det er George Harrison, der begynder at lege lidt med instrumenteringen, ved bl.a. at hive den 12-strengede guitar med ind i studiet. Og så er det jo, som næsten alle albums med Beatles, en klassiker. men klassikere behøver man heller ikke slide nålen på grammofonen ned med, hvis ikke lige man er i det humør.