Jeg er ret glad for Abbey Road. Så er det sagt. Der er meget få numre på albummet, som jeg ikke bryder mig om, og det er som om, trætheden ikke i samme grad som på Yellow Submarine har indfundet sig.
Det sidste er måske nok lidt af en tilsnigelse. Beatles havde allerede før indspilningerne af Abbey Road været i studiet for at indspille et album under arbejdstitlen Get Back, men havde opgivet indspilningerne halvvejs på grund af spændinger mellem især Lennon og McCartney. Optagelserne herfra blev efterfølgende færdigproduceret og blev til det ultimativt sidste Beatles-album, Let It Be, men Abbey Road er altså – lad os få dét slået fast med det samme – det sidste, som The Beatles indspillede som band.
Men som sagt; Abbey Road er en rasende god plade. Hvis jeg en sjælden gang hører Beatles af egen, fri vilje, så er det oftest denne jeg sætter på. Der er meget få overflødige skæringer, omend jeg også denne gang godt kunne undvære Ringos bidrag, den let tunge partytraver “Octopussy’s Garden” – og måske også “Maxwell’s Silver Hammer” (det sidste dog primært fordi der er et hak i min plade, der gør, at den kører i loop midtvejs i sangen).
Blandt de ultimative favoritter er Harrisons absolutte svendestykke, “Something” – der er tæt på at være den bedste Beatlessang nogensinde. “Oh! Darling” swinger på den fede måde, og den groovy “Come Together” er den perfekte albumåbner. Og på side 2 brillerer Harrison igen med “Here Comes the Sun” inden vi får serveret “Because” med dens fuldstændigt vidunderligt smukke vokalarrangement med både Lennon, McCartney og Harrison. De sang i trestemmig harmoni, men doblede efter rygterne op et par gange eller tre, så det ialt blev til et kor bestående af ni stemmer! Det anstrengende arbejde bar frugt; vi er helt oppe på Beach Boys niveau her….
Albummets afslutning er det 18 minutter lange ‘koncept-album’, som McCartney egentlig ville have lavet til et helt album; medleyet, der starter med “You Never Give Me Your Money” og slutter med “The End” (der iøvrigt indeholder den eneste tromme-solo, som Ringo Starr nogensinde lavede på et Beatles-album).
Med andre ord; en dejlig plade at høre en dejlig sommeraften. Den er hermed anbefalet – også som intro til nye Beatles-lyttere, thi store dele af den lyder faktisk overraskende friskt og nutidigt. Og nå ja; så prydes pladen jo også af et af de mest ikoniske – og imiterede – albom-covers nogensinde med de fire beatler, der krydser en fodgængerovergang. Den – altså fodgængerovergangen – er siden blevet fredet i London på grund af dens store kulturhistoriske værdi (sic!). Sig så ikke, at popmusik ikke har blivende betydning.