Da jeg var barn havde min morfar en pladespiller af noget nær antikvarisk tilsnit. Den var lukket inde i en dyb skuffe, og når man åbnede skuffen, kunne man lægge en plade på, føre armen indover skiven, hvad der rent mekanisk havde den forbavsende effekt, at pladespilleren begyndte at dreje rundt, hvorefter man sænkede armen ned osv. og lukkede skuffen mens musikken spillede. Det var lidt af en mekanisk åbenbaring for en dreng på 7-9 år at få lov at lege med den (mine egne forældre havde ikke pladespiller), så der skulle naturligvis høres musik hver gang, jeg var på besøg.
Til gengæld havde han ikke ret mange plader, jeg gad høre; en enkelt single med Elvis (“It’s Now Or Never”) et par danske hit-singler og så den enkelte, jeg hørte ganske tit: Tony Sheridan med The Beatles som backing-band, der på side 1 skrålede sig igennem en up-tempo version af “My Bonnie (Is Over The Ocean)” og på B-siden sang “Ain’t She Sweet”.
The Beatles havde i deres unge år været i studiet med denne, for mig aldeles ukendte, unge sanger, og her var altså et af resultaterne. Det var i den periode, hvor de selv forsøgte at spille sig frem til pladekontrakter og studietid, og hvor de ifølge den vist nok forholdsvis sande tilblivelseshistorie spillede dag ud og dag ind i Hamburgs lyssky Reperbahn-kvarter på Star Club. Og det er herfra, at dobbeltalbummet med live-optagelser stammer.
Det er en rædselsfuld plade! Der er to originale Lenneon-McCartney kompositioner på track-listen, “I Saw Her Standing There” og “Ask Me Why”, mens resten er fortolkninger af datidige rock’n’roll-hits – primært af amerikansk afstamning. Og det hele udført live på scenen, mens en mig ubekendt Ted Taylor optog skidtet med en mono-båndoptager udstyret med en enkelt mikrofon.
Lydkvaliteten er derefter. Det hele lyder som om de sad i en bulet blikspand og forsøgte at få forståelige lyde ud af såvel instrumenter som mundene – uden at nogle af delene lykkes særligt godt. Sangene er såmænd interessante nok, hvis man interesserer sig for 50’er og 60’er-rock, men forsøget på at give dem liv drukner i elendig PA-lyd og skidte optagemuligheder.
Albummet er interessant for en musik-arkæolog, vil jeg formode, men for mig er det primært – beklager på forhånd til alle Beatles-afficionados – støj (men jeg er så heller ikke arkæolog). Det eneste rigtigt sjove, der kan siges om albummet er, at det er skideskægt at høre, hvordan de enkelte medlemmer af og til kludrer gevaldigt i håndteringen af instrumenterne.
NB: Ifølge album-noterne er det Ringo Starr, der ’tilfældigvis’ har erstattet den oprindelige trommeslager, Pete Best, på denne aften i Hamburg. Det ved jeg ikke rigtigt, om jeg tror på….