Mit første stereoanlæg bestod af – en kassettebåndoptager. Med indbygget radio, ganske vist, så man kunne optage alle de fabelagtige sange, der blev spillet på P3, men i forhold til nutidens frie og stort set ubegrænsede adgang til (gratis) musik, måtte man ty til helt andre midler, når al den musik skulle opdages af en nysgerrig 12-13-årig. Og gudskelov var der hjælp at hente på det lokale bibliotek, der var leveringsdygtig i ikke blot grammofonplader, men sørme også kassettebåndsudgaver af samme. Og da først kassettebåndoptageren var kommet på plads, var et af de første bånd, jeg lånte, faktisk Sgt. Pepper.
Lagde du, kære læser, mærke til, hvad der skete her? Noterede du dig det skrivetekniske kneb, hvormed jeg overvandt et af de problemer, jeg med gru har anet i horisonten længe? Hvis ikke, så lad mig kort forklare. Ved indledningsvis at spinde en personlig ende over tilgangen til værket håber jeg at have fanget din interesse – og måske, hvis du har bare tilnærmelsesvis samme alder som skribenten, måske også skabt en personlig identifikationsfaktor? Begge er glimrende egnede til at fastholde læserens opmærksomhed, og måske endda få samme læser til at fortsætte læsningen?
Og hvorfor nu det? Hvorfor ikke bare kaste sig over albummet og fortælle, hvad det er jeg netop nu hører spinne lystigt løs på pladespilleren i hjørnet af stuen? Elementært, min kære læsende ven; mit problem er, at det er umuligt at sige eller skrive noget om dette album, der ikke allerede er skrevet, så derfor en masse lirum-larum uden at nærme mig sagens kerne overhovedet.
Men lad mig forsøge; Sgt Pepper er for mig indiskutabelt The Beatles bedste album. Måske er de enkelte sange og numre ikke hver for sig bedre end alt andet, The Beatles hidtil havde produceret – og efterfølgende ville skrive – men summen er bare større end de enkelte dele tilsammen! Ikke blot er det et af verdens første ‘ægte’ koncept-album, produktionen slår alt, hvad der tidligere er lavet for nogen pop- eller rock-gruppe – og så er al kreativitet, legesyge, musikalitet og kæmpetalenter simpelthen blevet udfoldet på denne plade!
Horn, strygere, cembalo, klaver, den allestedsnærværende sitar, klarinetter og en fucking harpe (lyt til indledningen af “She’s Leaving home”) sammen med alle de andre instrumenter, der bliver spillet forlæns, baglæns og til siden, og som fylder albummet ud med hidtil uhørte lyde i melodier, der var hit-materiale, cabaret-agtige, jazzede, cirkusorienterede, rockede eller music hall-levninger. Alt i alt; der er ingen grund til ikke at høre dette album!
Tekstmæssigt er vi milevidt fra traditionel pop-musiks evige fokusering på ungdommelig kærlighed, og i stedet får vi smertelige og samtidig håbefulde hymner om afsked og nye begyndelser (“She’s Leaving Home”), syrede og surrealistiske still-billedder og fortællinger i “Lucy In The Sky With Diamonds” og “A Day in the Life”, bizarre oplæsninger af cirkus-plakater iblandet hints om stoffer i “For The Benefit of Mr. Kite” (med Henry the Horse(!)) og eviggyldig, småborgerlig lykke og tosomhed – med blot et strejf af ironi – i “When I’m 64”, der lige så vel kunne være blevet spillet på et badehotels vaudevilleaften i Brighton-by-the-Sea i mellemkrigstiden.
Musikalsk kommer alle talenter til fuld udnyttelse – incl. Ringo Starrs prunkløse vokal på “With A Little Help From My Friends”. Efter bandet havde besluttet at stoppe turnélivet, da de havde konstateret at a) ingen alligevel kom for at høre dem spille og b) deres nyeste sange fra Revolver ikke kunne spilles live på grund af den avancerede indspilning, kunne de kaste al deres energi ind i at skabe den perfekte lyd.
Og selv med datidens analoge 4-spors-teknologi er det lykkedes dem til en grad, hvor også en nutidig lytter bliver overrasket gang på gang – lige fra klarinetten i “When I’m 64” over den fuldt orkestrerede intro og harpe- og cembalospilleriet. Melodierne er gennemarbejdede og flyder ubesværet i alle stilarter og -retninger, og der er særdeles betegnende for kvaliteten af albummet i det faktum, at både “Penny Lane” og “Strawberry Fields Forever” kunne undværes på albummet, fordi pladeselskabet havde brug for en forudgående hit-single. Og dé sange er i sig selv små kunstværker!
Alt i alt; det perfekte album. Og mon ikke, der bliver rig lejlighed til at genhøre det næste år, når det fejrer 50 års jubilæum? Jeg tror det.
Og for nu lige at binde en sløjfe til indledningen. Efter den første gennemspilnings stilfærdige overraskelse, lagde jeg The Beatles væk et par år. Men da jeg fik købt mit nye stereo-anlæg med rack, højttalere, equalizer, grammofon og hele svineriet var den en af de første plader jeg købte. Og den har været med hele vejen indtil nu. Den bliver ikke hørt hver dag, uge, måned eller år, men den bliver hørt.
NB: Jeg er ikke den eneste, der mener, at det er en god plade. Rolling Stone Magazine kårede den som verdens bedste rockplade gennem tiderne i deres serie om de 500 bedste plader, der nogensinde er lavet. Dén artikel kan du så læse, hvis du ikke tror mig: Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band