Det andet album fra The Beatles udkom samme år som deres debut, og ganske som tilfældet var med The Beach Boys på den anden side af Atlanten, er The Beatles produktion i de første år af deres karriere generelt præget af en helt ufattelig produktivitet. Hele 16 albums blev det til i perioden fra 1963 – 1966, og selv om en del af dem var alternative udgivelser i fx USA, er det dog alligevel en ganske pæn slat.
Der skulle tydeligvis smedes, mens jernet var varmt, og With The Beatles opfyldte klart et behov. Om ikke andet så for pladeselskabet. Albummet strøg ind på 1.-pladsen på den engelske album-hitliste, hvor det afløste Please Please Me og dermed sikrede The Beatles 1.-pladsen i ialt hele 51 uger.
Pladen ligner – og lyder – i mangt og meget som deres debut. De fine harmonier og den hørbare lyst til at spille god, gedigen rock med et populært præg er tydelig hele albummet igennem, men pudsigt nok er det for undertegnede et af de seks cover-numre jeg umiddelbart faldt mest over her ved en genlytning efter mange års fravær fra pladespilleren: “Money” har en nerve og semi-desperat udførelse, som også kunne høres på debutens “Twist And Shout”, og her oven i købet med en pointe! Man kunne godt sidde tilbage med en fornemmelse af, at det var Lennon, der valgte dette nummer, mens Paul McCartney havde sidste ord i valget af “Till There Was You” med den sangs klare ekko af Music Hall og sødme.
Og så er der sket noget sjovt undervejs: coveret til pladen – det sort hvide foto af de fire bandmedlemmer i ‘halv’ belysning – er superbt. Med en gigantisk fan-base blandt pæne, unge piger i stort set hele den vestlige verden, var det perfekt set at fotografere de pæne drenge i god belysning og sætte dem på coveret. Og resultatet blev et ikonisk LP-cover, der efterfølgende er blevet imiteret, parodieret og forsøgt eftergjort i utallige tilfælde.
NB: Det overraskede mig faktisk lidt, at det allerede var på denne plade, at George Harrison ‘fik lov’ at bidrage. Det gjorde han s’mænd udmærket med den rigtigt fine “Don’t Bother Me”.