The Beatles: Yellow Submarine (1969)

Det kan faktisk godt være vanskeligt at gennemføre et projekt som det herværende, når skribenten 1) ejer forholdsvis mange Beatles-plader, og efterhånden måske har svært ved at finde entusiasmen til at genhøre de enkelte albums, og 2) skribentens bedre halvdel absolut ikke på nogen måde er enig i det vestlige samfunds kanonisering af The Beatles.

Jeg er ikke fuldstændig immun overfor hendes indvendinger. Og da slet ikke, når jeg sætter Yellow Submarine på grammofonen og – igen – hører Ringos noget fesne vokal lede an i pub-fællessang til en lettere gumpetung gang sailor-tjavs i titelnummeret, som jeg jo heller ikke var begejstret for, da jeg hørte det på Revolver. Og når festlighederne så fortsætter på Harrisons dissonante “Only A Northern Song”, der i høj grad er præget af bevidst brug af disharmoni, og vel egentlig bedst kan beskrives som mislykket avantgarde-rock, så er det faktisk lige før, at man bøjer sig i støver for hustruens visdomsord om ungdomsskolebas og øl-snøvleri.

Men så er det jo godt, at Yellow Submarine slet ikke er et rigtigt Beatles-album. Faktisk er der kun fire originale ny-udgivelser på albummet, da såvel “All You Need Is Love” som “Yellow Submarine” begge havde været udgivet før. Der er med andre ord tale om en Beatles-EP. Men hvorfor så udgive et helt album med Beatles-sange?, spørger den uopmærksomme og indifferente læser måske. Og til det er der kun at sige; det gjorde de heller ikke.

The Beatles var kontraktligt forpligtet til – på en eller anden måde – at udgive noget. og det blev så soundtracket til deres tredje film, en tegnefilm af samme navn som albummet, hvori de seks sange, man finder på side 1 optræder, og hvor hele side 2 er den musikalske score til filmen, skrevet og arrangeret af George Martin.

På sin vis fair nok, at den ‘femte beatle’, der havde haft så signifikant indflydelse på Liverpool-drengene nu kom til ære og værdighed. Den klassisk uddannede Martin havde lært dem arrangementer og bibragt forståelse for instrumentering og sammenhænge, der rakte ud over rock- og popmusikkens, og uden hans medvirken til studieproduktionerne havde vi aldrig fået hverken Rubber Soul, Revolver eller Sgt Pepper i den udgave, vi kender dem i dag. Så cadeau og klap til George – i denne omgang med en hel side på et Beatles-album.

Så dermed; et Beatles-album, hvor halvdelen af materialet er skrevet af en ikke-beatle, er instrumentalt og voldsomt klassisk inspireret, og som lyder som det, det er; underlægningsmusik til en film. Det har jeg svært ved at give en rimelig beskrivelse af, men i sammenhængen virker det faktisk en smule mærkeligt. Og det virker mærkeligt at udgive den!

Nå, af de øvrige, ‘rigtige’ Beatles-sange er jeg da svært glad for “Hey Bulldog”, der sagtens kunne have fundet plads på et af de mere almindelige Beatles-album, og “All You Need Is Love” er jo forlængst kanoniseret som den glade hippie-slagsang par excellence.

Men ellers tror jeg vi lader den ligge her. Også pladen, som nok ikke kommer på den roterende metalskive igen sådan lige foreløbig.