The Beatles: Yellow Submarine (1969)

21. april 2021 Slået fra Af Thorbjørn Hertz Jensen

Det kan faktisk godt være vanskeligt at gennemføre et projekt som det herværende, når skribenten 1) ejer forholdsvis mange Beatles-plader, og efterhånden måske har svært ved at finde entusiasmen til at genhøre de enkelte albums, og 2) skribentens bedre halvdel absolut ikke på nogen måde er enig i det vestlige samfunds kanonisering af The Beatles.

Jeg er ikke fuldstændig immun overfor hendes indvendinger. Og da slet ikke, når jeg sætter Yellow Submarine på grammofonen og – igen – hører Ringos noget fesne vokal lede an i pub-fællessang til en lettere gumpetung gang sailor-tjavs i titelnummeret, som jeg jo heller ikke var begejstret for, da jeg hørte det på Revolver. Og når festlighederne så fortsætter på Harrisons dissonante “Only A Northern Song”, der i høj grad er præget af bevidst brug af disharmoni, og vel egentlig bedst kan beskrives som mislykket avantgarde-rock, så er det faktisk lige før, at man bøjer sig i støver for hustruens visdomsord om ungdomsskolebas og øl-snøvleri.

Men så er det jo godt, at Yellow Submarine slet ikke er et rigtigt Beatles-album. Faktisk er der kun fire originale ny-udgivelser på albummet, da såvel “All You Need Is Love” som “Yellow Submarine” begge havde været udgivet før. Der er med andre ord tale om en Beatles-EP. Men hvorfor så udgive et helt album med Beatles-sange?, spørger den uopmærksomme og indifferente læser måske. Og til det er der kun at sige; det gjorde de heller ikke.

The Beatles var kontraktligt forpligtet til – på en eller anden måde – at udgive noget. og det blev så soundtracket til deres tredje film, en tegnefilm af samme navn som albummet, hvori de seks sange, man finder på side 1 optræder, og hvor hele side 2 er den musikalske score til filmen, skrevet og arrangeret af George Martin.

På sin vis fair nok, at den ‘femte beatle’, der havde haft så signifikant indflydelse på Liverpool-drengene nu kom til ære og værdighed. Den klassisk uddannede Martin havde lært dem arrangementer og bibragt forståelse for instrumentering og sammenhænge, der rakte ud over rock- og popmusikkens, og uden hans medvirken til studieproduktionerne havde vi aldrig fået hverken Rubber SoulRevolver eller Sgt Pepper i den udgave, vi kender dem i dag. Så cadeau og klap til George – i denne omgang med en hel side på et Beatles-album.

Så dermed; et Beatles-album, hvor halvdelen af materialet er skrevet af en ikke-beatle, er instrumentalt og voldsomt klassisk inspireret, og som lyder som det, det er; underlægningsmusik til en film. Det har jeg svært ved at give en rimelig beskrivelse af, men i sammenhængen virker det faktisk en smule mærkeligt. Og det virker mærkeligt at udgive den!

Nå, af de øvrige, ‘rigtige’ Beatles-sange er jeg da svært glad for “Hey Bulldog”, der sagtens kunne have fundet plads på et af de mere almindelige Beatles-album, og “All You Need Is Love” er jo forlængst kanoniseret som den glade hippie-slagsang par excellence.

Men ellers tror jeg vi lader den ligge her. Også pladen, som nok ikke kommer på den roterende metalskive igen sådan lige foreløbig.