Hvis nu nogle gik rundt i den vildfarelse, at Nick Cave havde brugt hele sin karriere på at skrive og indspille smukke, dybfølte sange med en bund af piano, som på fx Push The Sky Away eller The Boatman’s Call, burde man tage dem ved hånden, føre dem hen til nærmeste pladespiller og lade dem lytte til The Birthday Partys første fuld-længde-album Prayers On Fire.
Nick Cave dannede bandet i Australien i 1975. Først som The Boys Next Door, og siden som The Birthday Party, der udgav et par singler og en enkelt EP, inden de i 1980 flyttede til London, der på det tidspunkt var epicentret for den post-punk, repræsenteret af bands som Joy Division, Buzzcocks og The Cure, som var udgangspunktet for The Birthday Party. I dét miljø blev bandet berømt – og nok også berygtet – for nogle ret vilde, til tider decideret voldelige, koncerter, og det kan man helt ærligt nok godt forstå, når man hører Prayers On Fire – der iøvrigt blev indspillet i Vestberlin, da bandet flyttede dertil i skuffelse over musikmiljøet i London.
Det er mildest talt en vild plade. Der er hørbare referencer til førnævnte Joy Division, men hvor det band i sammenligning synes neddæmpet i al deres dysterhed, fandt The Birthday Party deres udtryk i et inferno af gulvtammer, guitarstøj, atonale passager, en enkelt mere eller mindre malplaceret mariachi-trompet og så ellers Nick Caves vilde, dystopiske primalskrig, der næsten ikke kan betegnes som sang. Det er en vokalpræstation ud over de sædvanlige, men altså; forvent endelig ikke skønsang eller harmonier her. Sine steder lyder det næsten som Cave føler sig decideret overfaldet af musikken, og nu skal forsvare sig – og det gøres som bekendt oftest bedst med et angreb.
Og der bliver angrebet – også tekstmæssigt: ‘We spend our lives in a box full of dirt / I murder her dress till it hurts / I murder her dress and she loves it […] Oh God! Please let me die beneath her fists’. Jeg ved ikke, hvad det er for et forhold, Cave har med den udkårne her, men det lyder altså ikke helt sundt – omend vældig lidenskabeligt. Og det er altså på den første skæring på albummet, “Zoo – Music Girl”, og derefter kan løjerne ellers tage fart. Heldigvis er det hele dog ikke uden et anstrøg af humor; således er teksten til det afsluttende nummer på A-siden slet ikke trykt på inner-coveret, som de øvrige er. I stedet konstateres det tørt, at teksten til “Figure of fun” er ‘OBSESSIVE, DEAD PAN, MORIBOUND, SEASICK etc.’ Det er den sikkert også, men det er lidt svært at høre gennem al støjen.
For det er måske egentlig det primære udtryk på pladen. Den støjer. Den larmer og vrider sig gennem noget, der ligner et inferno af upspeedet gotisk rock, vrængende i både sang og musik, rytmisk udfordrende – to say the least – og med indfald og idéer, der synes hentet fra de mørkeste afkroge af det menneskelige sind, og som de derefter har tænkt at de skulle sætte noget larm til.
Prayers On Fire er med andre ord ikke en plade du sætter på, når du har svigerforældrene på besøg til kaffe. Men hvis du er til et decideret sonisk kølleslag med noget, der kunne lyde som voldtægt af alle former for kendte, musikalske genrer og udtryk – primært rock, blues, rockabilly og gotisk punk – så er det pladen, der skal guide dig på plads. Og hvis du rent faktisk godt kan lide det – og tag ikke fejl; det kan jeg, måske af årsager, der bedst forbliver skjult – så har du jo også den fordel, at du kan torturere alle øvrige med det, hvis du en dag er i dét humør.