This is a public service announcement … with guitar!
Efter dobbeltalbummet London Calling og det efterfølgende 6-siders monster af et album, Sandinista, udgav The Clash i 1982 hvad der skulle blive deres største succes; ‘single’-albummet Combat Rock. 12 skarpt skårne numre med fortsat fokus på alt, hvad der er galt i denne verden, udført i rock, pop, reggae og hvad de nu ellers kunne finde på. Og sørme også med gæstevokalist i form af beatnik no. 1: Allen Ginsberg.
Jeg har ikke helt det samme forhold til Combat Rock som jeg har til London Calling. Det er blevet hørt væsentligt færre gange, og jeg har primært hørt det på grund af de to hits fra pladen; “Should I Stay Or Should I Go” og “Rock The Kasbah”. Det er muligvis både synd og skam, men på den anden side; man kan jo ikke høre alle sine plader lige hyppigt, vel?
Der er stadig meget på spil for de politisk vågne udøvere og lyttere på pladen. På første skæring, “Know Your Rights”, får vi således den public service meddelelse, bestående af rettighedserklæringen fra Joe Strummer, der annonceredes indledningsvis, og den er jo ret grum: “You have the right not to be killed / … / Unless it was done by a policeman / Or an aristocrat.” Så er dén ged ligesom blevet barberet.
På langt de fleste af numrene uddybes verdensbilledet – og det er ikke rart. Den overhængende trussel om øjeblikkelig død lurer både i den konventionelle krig (“Sean Flynn”) og ved nedslagt af den atombombe, der var en nærværende risiko i 1982 (bl.a. i “Overpowered By Funk”). Og ellers er det politisk og økonomisk undertrykkelse, vold, censur og meget andet godt, der præger universet. Det var tydeligvis ikke specielt festligt at være i live i starten af firserne. “Rock The Kasbah” handler således om det forbud mod pop-musik, som ayatollah Khomeini indførte i Iran efter revolutionen i 1979. At den så gør det medrivende og dansevenligt, understreger vel egentlig blot pointen.
Kæmpehittet i både 1982 og ti år senere, da den fik en revival på grund af en Levis-reklame, var “Should I Stay Or Should I Go”. Det er en fremragende sang, som jeg fortsat er vældig glad for. Derudover er der noget syret og tilbagelænet fedt over “Ghetto Defendant”. Her synger Strummer duet med Allen Ginsberg, der med sprød og tør røst tale-indleder sangen og ellers popper op med regelmæssige mellemrum i hele sangen. De klæder hinanden, de to, og det er lige før, at jeg er gladere for det nummer, end for resten af pladen. Og så har den en fantastisk mundharmonika som melodibærende instrument og stædige ko-klokker i rytmesektionen. Det kunne tyde på en lettere mærkværdig konstellation, men det kryber ind under huden på lytteren; Strummers forholdsvis desperate vokal sammen med den knastørre, ligevægtige bas fra Ginsberg giver lige præcis den balance, det nummer har brug for, så det er godt. Der er til gengæld ikke meget ‘klassisk’ The Clash over det nummer, men hvad gør vel det, når det swinger hele vejen igennem.
Combat Rock er et godt album. Jeg er voldsomt begejstret for den økonomiske tilgang til produktionen; 12 sange, der sjældent varer mere end 4 minutter, og med den genremæssigt brede tilgang til musikken, som de også demonstrerede på London Calling. Jeg kan fortsat bedre lide sidstnævnte, men jeg er sikker på, at masser af Clash-fans har Combat Rock højt oppe på deres liste over de bedste albums med bandet. Og det blev ihvertfald ikke bedre senere….