Selv om titelnummeret til The Clash’ tredje album, London Calling, så afgjort lyder som rendyrket punk skal man ikke nødvendigvis lade sig narre. Der er masser af ren punk-energi at finde overalt på de mange skæringer på dobbelt-LPen, men der er også ska, rockabilly, skæv disco, reggae, funk og sørme også lidt cool jazz undervejs. Men først og fremmest så er London Calling simpelthen et fremragende album, der ganske fortjent blev udråbt til at være 1980’ernes bedste rockalbum – på trods af, at det udkom i England allerede i december 1979.
Det er ganske forbløffende hvordan The Clash i alle de mange stilarter, de excellerer i, kan formå at holde tungen så lige i munden og levere rene træffere overalt på albummet, både dem, der holder en umiskendelig tone af vrede og indignation og dem, der er – nå ja, lettere fjollede og fx kitchede og banale forsøg udi jazz, funk og disco.
Den punkbevægelse, som The Clash var opstået af, brød sig absolut ikke om London Calling. Det var jo ikke punk, det her! Næ, vel var det ej – med mindre man altså griber lidt dybere i definitionen og opfatter punk som en gennemført destruktion af rammer og båse – også musikalsk. Til gengæld er pladen en tonstung demonstration af, hvad man kan, når man netop løfter blikket lidt og udfordrer kernepublikummets opfattelse af, hvad der rigtigt og forkert – og så iøvrigt stoler på, at man har tilstrækkeligt talent til at gøre det.
Titelnummeret, der åbner side 1 som en af de bedste albumåbnere i rock-historien, er alene hele albummet værd. Der bliver skreget desperate dommedagsdystopier ud af af Joe Strummer i en sand vokal kraftudfoldelse der skiftevis hvisker, synger, skriger og råber verden op på baggrund af både menneskeskabte naturkatastrofer med oversvømmelse til følge, politivold og narkomani. Det hele skabt på baggrund af en tre-akkorders rundgang i bedste Ramones-stil. Så er vi i gang! Og hele albummet formelig bugner med sange om samfunds- og kapitalskabt uretfærdighed. “Clampdown” og “Guns of Brixton” er deciderede aktivistsange med både melodisk schwung i rock- og reggae-stil og med aldeles undergravende tekstlinjer som “When they knock on your frontdoor / How’ you gonna come? / with the hands on your head / Or on the trigger of your gun.” Og dét kan jo ikke andet end tale lige til hjertet af en 16-årig politisk vakt venstreorienteret i den søvnigste provinsby ever!
Et nummer som “Spanish Bombs” foregriber den sarkastiske, overbærende og voldsomt udstillende middelklasse-kritik, som Blur og Pulp efterfølgende finpudsede. Den Spanske Borgerkrig er den tekstmæssige ramme for kritikken af den britiske bedsteborger, der gladeligt tager til grise- og sangriafester i Spanien, og stiller implicit spørgsmålet om det var dét, der blev kæmpet for. På samme måde er “Lost in the Supermarket” en ikke decideret subtil kommentar til forbrugssamfund og overflade – hvad der til fulde også demonstreres i musikken på nummeret, der er skrevet som en disco-sang, men som nærmest lyder som en parodi på samme.
På dén baggrund er det tæt på at være naturstridigt, at man (jeg) bliver i så djævelsk godt humør af at lytte til det. Måske er det den energi, det hele afleveres med, måske den demonstration af musikalsk overskud, der er hørbar fra første til sidste skæring. Eller måske er det bare fordi jeg har hørt det så mange gange og i så mange forskellige, gode sammenhænge, at det er blevet umuligt for mig at skelne mellem albummet og min sindsstemning, når jeg sætter det på. Jeg er nemlig ikke ganske uhildet i min vurdering. Albummet har været i min besiddelse i mange, mange år, og det er blevet hørt mange, mange gange. Faktisk er det sådan, at den næsten konstant har været at finde blandt de 30-50 plader, der er i rotation i det lille hjem, så den bliver luftet på regelmæssig basis – hvad der sandt at sige ikke er tilfældet for alle mine plader.
Anyways; Konklusionen er, at jeg er uforbeholdent vild med det album. Også på mærkværdigheder med horn og hele svineriet som på “Wrong ‘Em Boyo”, den tydelige country-inspiration på “Train In Vain”, det lidt mærkelige ‘jazz’-nummer “Jimmy Jazz” eller den simple fodtrampende rock på “Death & Glory” og “Pink Cadillac”. Og så er der jo det iøvrigt skamløst oversete nummer “The Card Cheat”, som er et standard rocknummer, udført med en overdådighed af lyd i forhold til mange af de øvrige numres produktionsmæssige prunkløshed.
Så hvis du ikke allerede har hørt det, så gør dig selv en tjeneste at lytte til det en enkelt gang eller elleve. Så kan vi jo altid efterfølgende diskutere, om det er mig, der er noget galt med, når jeg fortsat belemrer hjem og familie med det, eller om jeg har ret i al min konformitet, når jeg er helt på linje med samtidige og efterfølgende smagsdommere om, at dette er lidt af en milepæl i pop- og rockhistorien..
Og så skal vi jo ikke glemme, at det må være et af rock-historiens mest ikoniske albumcovers. Konceptuelt tyvstjålet fra Elvis Presley men med det udtryk af ren, rå energi, som drengene på gaderne i London og Brixton kunne identificere sig med. Og igen; det er jo ganske rart at have det i fuld (LP-)størrelse.