The Commitments: Original Movie Soundtrack (1991)

21. april 2021 Slået fra Af Thorbjørn Hertz Jensen

The Commitments var først og fremmest en film – og en god en af slagsen – baseret på en roman, der var endnu bedre. Men eftersom filmens omdrejningspunkt var musik i R & B og soul-genren måtte der uundgåeligt komme et album med musik fra filmen, og det gjorde der da også.

Det er et glimrende album, især hvis man aldrig tidligere er/var blevet introduceret til soulmusik. Om de enkelte sange så er på højde med originalindspilningerne må være op til lytteren, men alt andet lige; det er et album smækfyldt med god musik – også selvom det er blevet kørt gennem en kødhakker af en tidsmaskine.

De medvirkende i filmen var blevet castet ud fra først og fremmest deres evner udi musik og sang og derefter ud fra deres ligheder med personerne i romanen. Det betyder, at alle de medvirkende rent faktisk kunne synge, og det er da også deres udfoldelser, der høres på pladen. Det gør de såmænd ganske fint, og der er ikke mange mislyde på pladen, specielt ikke, hvis man har et forhold til filmen, der gør, at man kan huske sangene og den sammenhæng, de indgik i.

Andrew Strong, der spiller forsangeren Deco, var kun 16 år gammel, da filmens instruktør Allan Parker fandt ham, og som det vokale wunderkind, han var, fylder han en del i filmen – på godt og ondt. Nu er Deco i filmen naturligvis skrevet ind som en pisse-irriterende, selvovervurderende skiderik, og den rolle udfylder han så godt, at man rent faktisk efterlades med en fornemmelse af, at også Andrew Strong er en arrogant karl. Det ved jeg af gode grunde ikke om han er, men der er til gengæld ingen tvivl om, at det er ham, der bærer de vokale udfoldelser bedst af de medvirkende.

Et af mine all-time favoritnumre er “Try A Little Tenderness”, og der skal godt nok mod til at kaste sig over en sådan klassiker. Strong gør det fint, men når man først en gang har hørt Otis Reddings udgave, så er både Andrew Strong og produktionen generelt en smule fersk. “Take Me To The River” er også en fed standard, men altså; den er godt nok hørt bedre, også i fx Talking Heads-udgaven fra Stop Making Sense – og den er faktisk ikke særlig soulet… Derudover er det svært at ødelægge “In The Midnight Hour” og det gør de da heller ikke (helt), så den er sådan set fin nok.

Overordnet set tror jeg, at de enkelte numre alle er hørt bedre i andre sammenhænge, men når man har set filmen og er blevet besnæret af charmen ved alle de unge, arbejdsløse working class heroes og skæve eksistenser, som Dublin øjensynligt er fuld af, så er det skisme svært at forblive i dårligt humør, når man hører det. Så gør endelig det – og måske har du ikke hørt originaludgaverne, og så er der kun en konklusion; det er fede numre hele vejen igennem…

Og nå ja; den 11-årige, der netop er ved at ordne opvasken, insisterer på at høre “Treat Her Right” igen og igen. Og så har de jo gjort noget rigtigt.